Åbent hus og gratis rusteftersyn hos Dinitrol Center Ribe

En usædvanlig mild og fugtig vinter giver ideelle betingelser for rust. Med vinterens salt og fugt i mente skal man derfor være ekstra opmærksom på rustdannelse i løbet af foråret, og i anledning af rustbeskyttelseskæden Dinitrols 50 års jubilæum inviterer Dinitrol Center Ribe til åbent hus og gratis rusteftersyn i weekenden den 21-22. marts.

"Med milde temperaturer og derved også stigende luftfugtighed over det meste af vinteren, bliver vejsalten og fugten nu for alvor aggressiv og kan derfor forårsage alvorlige rustskader på din bil. Derfor er foråret en god tid at få efterset bilen og evt. rustbeskyttet," forklarer Tommy Madsen fra Dinitrol Center Ribe.
Tommy Madsen understreger, at hvis bilen er rustbeskyttet forsvarligt og rustbeskyttelsen er intakt, så gør salt og fugt ikke skade. Men han anbefaler altid bilejere at få bilens undervogn undersøgt oven på vinteren.

Er rustbeskyttelsen ældre end 2-3 år, så har bilen brug for en efterbehandling.

"Selve det at sprøjte rustbeskyttelse på bilens vognbund og hulrum udgør kun en fjerdedel af hele rustbeskyttelsesprocessen. Adskillelse af diverse dækplader på vognbunden samt afmontering af inderskærme, er - sammen med vask og tørring af vognbunden før behandling - det vigtigste i hele processen og alfa omega for, om rustbeskyttelsen kan udføres effektivt," siger Tommy Madsen.

Publiceret 21 March 2015 06:00