Hans Odder, De Konservative i Solrød.(Arkivfoto).

Hans Odder, De Konservative i Solrød.(Arkivfoto).

Kommunesammenlægning er ikke aktuel

Siger de konservative i Solrød

SOLRØD: Jeg undrer mig meget over, at borgmester Niels Hörup (V) i ugens løb pludselig står for åben TV-skærm på TV2 og argumenterer for, at Solrød Kommune skal nedlægges som selvstændig kommune og i stedet være en del af en ny såkaldt Køge Bugt Kommune.
Siger Hans Odder, byrådsmedlem for De Konservative i Solrød kommune.
Når borgmesteren på den måde stiller sig op i fjernsynet med sin gyldne borgmesterkæde om halsen, får borgerne let den opfattelse, at det er noget, der er talt igennem i byrådet og vedtaget på et politisk plan.
- Indbyggere i Solrød Kommune kan tro, at Niels Hörup ikke bare taler på Venstres vegne – men taler på vegne af hele kommunen, når de inviterer Køge Kommune op til dans på den måde. Men jeg vil gerne understrege, at det absolut ikke er tilfældet, for det har slet ikke været på dagsordenen i byrådet, og indbyggerne er heller ikke blevet spurgt, siger Hans Odder.
- Jeg havde gerne set, at vi havde taget det meget mere stille og roligt og dels via en debat i byrådet og dels via en offentlig høring, hvor alle indbyggere i Solrød Kommune havde fået mulighed for at komme med deres indspark, havde givet den vigtige diskussion den tid, den skal tage. Èn ting er, at Venstres forslag om at lægge Solrød Kommune ind under Køge Kommune kom som et lyn fra en klar himmel. En anden ting er, at det forvirrer langt mere, end det gavner, fordi vi hidtil har haft det indtryk, at Venstre hellere ville lægges sammen med Greve Kommune. Og så sent som for få måneder siden – i november – var meldingen fra Venstre, at partiet "foretrak et selvstændigt Solrød." Jeg forstår godt, hvis nogen er forvirrede, fastslår Hans Odder.
- Om det i det hele taget er en god eller en dårlig idé med kommunesammenlægning er ikke til at sige noget om endnu. Der kan være plusser og minusser – både ved at lægge Solrød kommune sammen med Køge eller Greve – og jeg vil ikke kategorisk afvise, at vi konservative også i sidste ende kan blive nødt til at gå i den retning. Men det er ikke noget, der skal ske hverken i dag eller i morgen, og alle fordele og ulemper skal belyses ordentligt først. Men jeg vil gerne understrege vores konservative synspunkt: Hvis Solrød Kommune kan klare sig selv – også på sigt – så er det selvfølgelig det, vi går efter. Vi vil helst have Solrød som en selvstændig kommune og undgå at blive opslugt af andre større kommuner, siger Hans Odder.  
- Der er ikke nogen naturregel, der siger, at større kommuner er bedre end mindre, og intet er afgjort endnu – heldigvis, slutter det konservative byrådsmedlem.  
pm

Publiceret 21 March 2015 16:00