Mib mib

I Flindts Fodspor

Af
Jørgen Flindt

Kan I huske, dengang Disney Sjov slet ikke var opfundet, men hvor vi i stedet så 'Så er der tegnefilm'. Jeg grinede altid, når musen Jerry bankede katten Tom, og jeg kedede mig altid, når Snurre Snup skulle prøve at være så cool en kanin, at det faktisk bare var kedeligt.
Men min favorittegnefilm var nu den altid svært uheldige Grimm E Ulv, der i et ørkenlandskab jagtede Hjulben (en roadrunner) rundt, og Grimm E. Ulv blev altid kørt over af et tog eller fik en kæmpe sten i hovedet, alt mens Hjulben sagde mib mib (jeg ved ikke hvordan det staves).
I sidste uge mødte jeg hjulben - eller roadrunners - i form af 16 unge mennesker. De kastede ikke med sten eller tog, men de var dæleneme nogle energiske unge mennesker.
De går alle på Journalisthøjskolens andet semester, og de skulle kastes ud i en fremmed by og lære at lave lokaljournalistik for en stund. Så de havde spurgt Lokalavisen Vejle, om de måtte bruge vores lokaler som base til at lave historier om Vejle, og de havde valgt os for vores lokaler, der ligger så dejligt centralt i byen. Og de havde spurgt VUC om de måtte overnatte i deres smukke gymnastiksal, og havde fået et ja. Vi fik omvendt lov til at gøre brug af deres historier, og på den måde hang tingene så smukt sammen i en tre dages tid.
Derfor gik døren op til kontoret, og ind myldrede 16 unge mennesker i alderen, ja det ved jeg ikke helt, men vel sådan i starten af tyverne.
De sagde ikke hej, for i stedet sagde de mib mib, og så gik de ellers i gang. Man kunne da have forestillet sig, at de lige ville have startet med at trække vejret og se sig lidt omkring. Men næ nej, der kom en hvirvelvind ind ad døren, som straks fandt computerne frem og gik i gang med det første redaktionsmøde. Og så sad vi andre der, som den der gule pipfugl med de store øjne, som altid kigger med undren på den sultne kat, og tænkte på, om vi da selv engang har været så unge og så energiske.
Og, svaret må være, at ja det har vi faktisk været.
Der er den der periode af manges liv, hvor teenageårenes forvirrethed er skiftet ud med en ungdommelig målrettethed. Der hvor verden venter, men man ikke ved, hvad der venter. Det er de år, hvor man endnu ikke har stiftet familie, ikke skaffet sig ubehagligt mange regninger at betale og ikke har fundet et fast arbejde. Derfor kan man i de år på en og samme gang være både den fjollede, ukloge Elmer Fjot, den dovne hund Droopy og den listige kanin Snurre snup.
For man skal nemlig bare være ung og nyde, man er det.
Det tror jeg på, at de 16 unge hvirvelvinde gjorde i stor stil, mens de var her. Jo, de skændtes da også lidt, de var til tider for overmodige og forvirrede, og de var vel også trætte til sidst, men deres evner og deres gå-på-mod lover godt for den fremtid, som venter derude for vores lille land.
De skal nok klare det, de dejlige unge mennesker, for de finder deres vej at gå. Som en anden Flintstones-familie skal de nok finde løsningerne.
De er nu tilbage på Journalisthøjskolen, og kontoret er atter blevet til kontoret. Til det kan jeg kun sige mib mib.

Publiceret 21 March 2015 08:00