Ribe-Esbjerg HH siger goddag og farvel

Kuglepennen bliver flittigt brugt i Ribe-Esbjerg HH, hvor tre nye kontrakter er blevet skrevet under, mens en siger farvel

Af
Louise Ritter

Der har været travlt på direktionsgangen i Ribe-Esbjerg HH den seneste tid, hvor der er indgået kontrakter med nye spillere, sagt farvel til René Antonsen og indgået en aftale om forlængelse med fløjspiller Morten Vium.

"Det er vi rigtig glade for. Morten er en finurlig og dygtig fløjspiller, der har været en væsentlig forstærkning på vores højre kant. Desuden har Morten udviklet især sit forsvarsspil i de knapt to år, han har været i klubben. Han kom hertil som et talent, der ikke fik meget spilletid i ligaen og er nu respekteret og anerkendt for sit niveau i brede kredse," siger sportschef Sune Agerschou i en pressemeddelelse.
Morten Vium kan se frem til to nye holdkammerater. Det er henholdsvis Rasmus Boysen, der er topscorer i indeværende sæson for TM Tønder og målmand Rasmus Lind, der kommer fra Team Tvis Holstebro.
Ribe-Esbjerg HH har indgået to-årige kontrakter med begge nye spillere, som Sune Agerschou ikke overraskende begge ser stort potentiale i.

"Rasmus Boysen er en spiller, vi har haft kig på i et par år, og vi er meget glade for, at vi har fået en aftale med ham," fortæller sportschef Sune Agerschou, der betegner Rasmus Boysen som en meget alsidig bagspiller, der kan spille alle tre pladser.
Også Rasmus Lind har været et stærkt ønske at få til klubben, der glæder sig over, at det for første gang i klubbens historie er lykkeedes at sikre sig en håndboldspiller fra et dansk top fem hold.

"Rasmus Lind er en stærk ligamålmand med mange års erfaring. Han er en stilsikker og meget intelligent målmand og god til at placere sig i forhold til forsvar og angribere," lyder det fra sportschefen, der må tage afsked med René Antonsen. Efter to år i Ribe-Esbjerg HH vender han tilbage til sin gamle klub Aalborg Håndbold.

Publiceret 21 March 2015 11:45