Pas på ryggen, når du starter i haven efter en lang vinterpause. (Foto: Kaare Smith).

Pas på ryggen, når du starter i haven efter en lang vinterpause. (Foto: Kaare Smith).

Slip for ondt i ryggen, når du starter i haven

HAVEARBEJDE: Mange haveejere får skader, når havesæsonen starter. Haveselskabet har bedt kiropraktor Ole Wessung om at komme gode råd, som kan hjælpe haveejerne smertefrit gennem foråret.
I påsken starter havesæsonen for alvor, og haveejerne myldrer ud i forårsolen og tager fat på havearbejdet med stor energi og entusiasme. Men mange får taget lidt for hårdt fat med spaden og ukrudtsjernet, og det fører hvert år til mange skader.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed opstår der hvert år mere end 25.000 ”haveskader”, hvoraf rigtig mange rammer bevægeapparatet, d.v.s. ryg, nakke m.m. Det vil Haveselskabet gerne lave om på.
- Når man har glædet sig til foråret lige siden nytår, og utålmodigt har ventet på, at det blev tid at komme i haven, så er det bare surt, når en skade sætter en stopper for morskaben allerede efter få dage i haven, siger Gusta Clasen, der er havefaglig formidler i Haveselskabet.
Og hun taler af bitter erfaring. Sidst år måtte hun nemlig selv sætte haveglæden på standby i mange måneder på grund af en skade i armen, som hun fik ved at løfte rundt på tunge krukker og sække med jord i påskeferien.

Kiropraktorens gode råd

For at hjælpe de mange uheldige haveejere har Haveselskabet bedt en af landets førende kiropraktorer Ole Wessung om at komme med gode råd, som kan hjælpe haveejerne igennem foråret uden skader.
Ole Wessung er direktør for multiklinikken 360 grader sundhed.
Ifølge Ole Wessung er ”Brændt barn skyr ilden” ikke et ordsprog, der bider på havefolket. Han oplever, at mange haveejere kommer galt af sted år efter år.
Hans råd til disse haveejere er, at de - før de går i haven - skal minde sig selv om, hvad det var, der gik galt sidste år, og overveje, hvad de kan gøre anderledes i år.

Tag det slow

Først og fremmest skal haveejerne lære at være mere tålmodige og ikke tage for hårdt fat lige på én gang.
- Når du har siddet på din flade i snart seks måneder, er det en god ide at starte langsomt. Man løber jo heller ikke et halvmaraton uden træning eller opvarmning. På samme måde skal du varme din krop op, inden du går i gang. En gåtur på en halv time er faktisk noget af det bedste, mener Ole Wessung.
- Rom blev ikke bygget på en dag, og din have bliver heller ikke klar på en dag. Gør dig selv en tjeneste, og del havearbejdet op i mange små intervaller - gerne afbrudt af små gåture og pauser, lyder hans råd.

Husk også at nyde haven

Det råd har Gusta Clasen fra Haveselskabet tænkt sig at tage meget alvorligt i år.
- Jeg har masser af planer for min have her i foråret og er ret utålmodigt anlagt. Men de skønne haveplaner bliver jo ikke til noget, hvis jeg bliver sat ud af spillet pga. en skade, så er det bedre at komme fremad med små skridt. Det giver jo også mere tid til at nyde haven i stedet for kun at knokle i den, siger hun.

Pas på kulde og træk

Selvom påsken kan byde på dage med solskin og dejligt varmt vejr, og man hurtigt kommer til at svede, når man arbejder, så skal man huske, at det stadig er koldt i skyggen.
Ole Wessung anbefaler derfor svedtransporterende sportsundertøj, som holder kroppen tør og varm, selvom du sveder. Træk og kulde giver nemlig stive og hårde muskler, og dermed får man lettere skader.
Det er også vigtigt at bruge kroppen rigtigt under havearbejdet, især når du skal løfte noget tungt.
- Hold ryggen lige, og gør brug af den såkaldte powerlås ved tunge og akavede løft. Powerlåsen er, når du forspænder i maven, inden du løfter noget. Du aktiverer powerlåsen ved at trække vejret helt ind og holde vejret, mens du løfter, fortæller Ole Wessung.
Han kan også anbefale, at du køber et rygbælte, som det vægtløfterne bruger. Det kan fås for cirka 500 kr. på nettet, og det er en god investering. Bæltet kan fint tages på uden på tøjet, når du skal løfte noget tungt. Det hjælper med at støtte kroppen og holde ryggen lige.
Du kan se flere gode råd fra kiropraktor Ole Wessung på Haveselskabets hjemmeside www.haveselskabet.dk/smertefri.
pm

Publiceret 21 March 2015 16:00