Trelleborg Bowlings medlemmer med de nye jubilæums-trøjer. (Privatfoto).

Trelleborg Bowlings medlemmer med de nye jubilæums-trøjer. (Privatfoto).

Trelleborg Bowling fejrer jubilæum i Køge

BOWLING: Fredag den 27. marts bliver der fest i Køge Bowling Center. Den dag fejrer Trelleborg Bowling fra Slagelse at de har eksisteret i 30 år og har spillet i Køge siden den 5. august 1988. Fødselsdagen bliver fejret med et lille spil med efterfølgende spisning i centret.
Klubben blev stiftet i Slagelse den 29. marts 1985 og spillede i starten i det daværende Astro–Center i Slagelse. Klubbens navn blev Slagelse Pensionist Bowling med hjemsted i Slagelse, Klubben har i tidens løb skiftet navn to gange og hedder i dag Trelleborg Bowling. Klubben spillede i Slagelse indtil Astro-Centret lukkede i juni 1988.
- Allerede den 5. august begyndte medlemmerne at tage til Køge og bowle og har spillet I Køge siden. Klubben talte ved starten i Slagelse 74 medlemmer. I starten kørte man i privatbiler herned men fra december 1989 og til 2010 kørte man i bus til Køge, men fra efteråret 2010 har man igen kørt i egne biler, fortæller formand Orla Pedersen.
Klubbens medlemmer kommer fra en stor del af sjælland, Høng, Slagelse, Sorø, Fjenneslev og Køge området hvor man i de seneste par år har fået en del nye medlemmer.
- Det er alligevel lykkedes klubben at fastholde et nogenlunde konstant medlemstal på ca. 40 stk. Gennemsnitsalderen for medlemmerne er p.t. 74 år. De forskellige runde dage såsom klubbens runde fødselsdage samt da klubben havde spillet i Køge i 25 år er blevet fejret i Bowlingcentret hvor vi altid får en fin behandling, siger Orla Pedersen.
I anledning af jubilæet har Firmaet Kopp A/S i Sorø v/Lars Mouritsen sponseret nye trøjer til klubben.
pm

Publiceret 21 March 2015 17:15