Eleverne i Lynghøjskolens skolegård spejder efter sol og måne.

Eleverne i Lynghøjskolens skolegård spejder efter sol og måne.

Spænding på Lynghøjskolen:

Ventede på solen

Af
Anette Gundlach

Foto: Erling J. Pedersen
- Det er blevet lidt koldere, synes du ikke?
- Det er også lidt mørkere nu ... og helt stille. Man kan ikke høre fuglene mere, lød det fra nogle af eleverne i skolegården på Lynghøjskolen fredag formiddag.
Eleverne ventede længselsfuldt på, at månen skulle bevæge sig foran solen, så de fredag kunne se den solformørkelse, de havde hørt så meget om i timerne i den seneste tid.
De tre drenge Sofus Hansen, Magnus Olufsen og Andreas Sørensen fra 8. X kiggede længselsfuldt i den retning, hvor man ville kunne se solen, hvis ikke den var dækket af tykke, grå skyer.
- Vi holder øje indtil klokken 12, forklarer Magnus Olufsen. De tre elever vandrer rundt i skolen. Nogle gange kaster de et blik på computeren, som naturfaglærer Inge Frederiksen har taget med ud i gården.
Her kan man se de flotte billeder fra Skagen, hvor en tydelig solformørkelse bliver gengivet på skærmen.
Inge Frederiksen fortæller, at hun er astronomi-nørd, og at hun har bygget modeller, tegnet og fortalt op til den store dag, som hun har glædet sig til.
Hendes begejstring har helt tydeligt smittet af på de mange eleverne, der har fyldt skolegården. De griber på skift de medbragte formørkelsesbriller, sætter dem på næsen og spejder forventningsfulde i vejret.

Stor oplevelse

Selvom man ikke kan se andet en gråt på himlen, synes de tre drenge fra 8. X alligevel, at det er en stor oplevelse, de står lige midt i.
- Vi mærker naturen og er vidner til noget enestående, som vi mennesker slet ikke kan gøre noget ved, siger Sofus Hansen.
- Det er stort, det her, siger Andreas Sørensen drømmende og ser på sine to venner.
De diskuterer, hvordan de kan mærke solformørkelsen på omgivelserne omkring dem. De åbner alle sanserne og lader kroppen spore, hvad øjnene ikke kan se.
Det er helt tydeligt for dem, at de kan mærke forandringen i luften, og at det er godt at mærke, at naturen er større end alt andet.

ag@roskildeavis.dk

Naturfaglærer Inge Frederiksen havde taget computeren med i gården, så eleverne kunne se månen passere solen på skærmen.

Naturfaglærer Inge Frederiksen havde taget computeren med i gården, så eleverne kunne se månen passere solen på skærmen.

De tre drenge fra 8. X fra venstre Sofus Hansen, Magnus Olufsen og Andreas Sørensen kunne spore sol og måne i kroppen.

De tre drenge fra 8. X fra venstre Sofus Hansen, Magnus Olufsen og Andreas Sørensen kunne spore sol og måne i kroppen.

null

Publiceret 21 March 2015 00:15