Dansborgs kor i Medborgersalen

Dansborgs kor i Medborgersalen

Alle korbørnene på scenen samtidig

Dansborgskolen havde onsdag og torsdag aften forårskoncerter for forældre og bedsteforældre for første gang i Medborgersalen

Som noget helt nyt, afholdte Dansborgskolens kor i år sine forårskoncerter i Hvidovre Medborgerhus. Rigtig mange forældre, og bedsteforældre havde således mulighed for at komme og se deres dygtige poder.

Tilstrømningen til skolens kor har været stigende, og sidste år oplevede de det indtil største kor med i alt 120 korbørn. Traditionen tro har Dansborgskolen afholdt koncerterne i Dansborgskolens sal, men de måtte erkende at tiden var inde til at tænke “ud af huset”.

- Vi kontaktede derfor Hvidovre Medborgersal, og fik en aftale i stand om at låne salen og derfor er vi glade for at kunne stå på denne kæmpe scene i år. Selvom vi i en af sangene synger om, at vi slog rekorden med 120 korbørn sidste år, så er det faktisk ikke helt sandt, for vi er endnu flere nu, nemlig 134, hvor de yngste går i 1. klasse og den ældste i 7., lyder det fra skolen.

Fordi koret er blevet så stort, er det blevet delt op i fire mindre kor, som hver øver én gang om ugen. Reportoiret er bredt og spænder over nye sange og gamle klassikere, som er tilpasset, så de udfordrer børnene i tilpas omfang. Til forårskoncerterne mødes alle og nyder frugterne af hinandens arbejde.

Koret bliver prioriteret højt på Dansborgskolen, og der er i årets løb f.eks. indlagt en kortur til Vig, hvor der bliver øvet igennem.

Alle skolens børn er velkomne i koret, hvor man kan tilmelde sig i skoleårets start.

- Vi har det sjovt og hyggeligt, men det er også hårdt arbejde for alle, for vi vil gerne være stolte af det, vi viser til koncerterne.

- Det er dejligt, at der nu er plads til alle korbørn på scenen, og alle familiemedlemmer og venner i salen. Vi håber også at det kan lade sig gøre at gøre Medborgersalen til vores fremtidige forårskoncertpartner, da vi også har stor glæde af den ekspertise, som stedet kan tilbyde i forhold til lys og lyd, slutter korets lærere.

Publiceret 30 March 2015 07:00