Dea Enna fandt ringovnens skønhed

Af
Mikkel Hansen

Kunstneren Dea Enna udstiller i påsken maleri i hendes atelier på Sejrsvejr 44 i Rinkenæs.
Udstillingens tema er "Historiske fragmenter - Cathrinesmindes Ringovn".
"Man må bøje sig i støvet for de betingelser en maler har. Inspirationen. Du kan ikke købe den, ej heller lede desperat efter den. Den kommer som et lynnedslag. Til denne udstilling kom den lige overraskende som stærk. Jeg troede ikke, at jeg var i stand til at realisere motivet," fortæller Dea Enna.
Dea Enna har ofte brugt motiver fra teglværket i hendes malerier, men hun troede ikke, at det gamle teglværk havde nye motiver til hende.
"En kold vinterdag - uden planlægning - drejede jeg efter en indskydelse ned til teglværket. Straks gik jeg ind, hvor ringovnene er var. Jeg havde undersøgt hele komplekset for motiver, men ringovnene fængede ikke. Denne gang blev jeg stille stående, overfaldet af skønheden."
Motiverne er detaljer fra den store ringovn.
"Når det lykkes mig at fortælle den historie, og inspirationens flamme stadig brænder, går billederne langsomt og næsten ubemærket for mig selv, glidende over i improvisation, hvor jeg forstærker det melankolske og dramatiske."
Museumsinspektør Inge Adriansen åbner udstillingen skærtorsdag kl. 15.00.
Udstillingen er åben skærtorsdag, langfredag samt 1. påskedag. Alle dage kl. 11-15. Der er foredrag 1. påskedag kl. 15.00.

Publiceret 30 March 2015 07:00