Stressekspert Thomas Milsted er ikke bange for at konfrontere danskerne med, at stress ofte affødes af den enkeltes høje -og ofte meget materielle - forventninger til livet.

Stressekspert Thomas Milsted er ikke bange for at konfrontere danskerne med, at stress ofte affødes af den enkeltes høje -og ofte meget materielle - forventninger til livet.

Ekspert:

“Vi jagter det uopnåelige”

Grådighed er en stor medspiller, når dethandler om stress, siger stressekspert. Skru ned for tempoet, lyder rådet

Af
Mette Henriksen

Ud af fjerene, ud af døren og i gang. Børn ind og ud af institutionen, videre til fodboldbanen eller musikskolen. Ud at købe ind, hurtig aftensmad, besvare mails på Smartphonen, videre til mødet eller generalforsamlingen. Læg hertil en konstant opdatering af glansbilledet og familiens gøren og laden på de sociale medier.

Stressede og syge

For mange danskere, og i særdeleshed for børnefamilierne, er det moderne liv blevet nær noget, der ligner et liv i en trædemølle, vi ikke evner at træde ud af. At vi slider i det, er der sådan set intet nyt i. Vender man blikket tilbage bare nogle få generationer, så var en arbejdsuge på 60 timer normal.
I dag slider vi mindre fysisk i det, men mere mentalt, og det bliver vi stressede og syge af. Ifølge Arbejdstilsynet er stress den arbejdsbetingede sygdom, som næst fleste danskere lider af, efter rygsmerter.

Tid til selvransagelse

Men i stedet for at give skylden til det pressede arbejdsmarked, de høje forventninger eller samfundet i det hele taget, så var det måske en idé med lidt selvransagelse.
“Grådighed er en stor medspiller, når det handler om at vi stresser,” siger stressekspert og medlem af Stresstænketanken Thomas Milsted.
Ifølge en analyse, som TNS Gallup har udført for Krifa, siger hver sjette, at det ikke er chefen, der stresser os mest på arbejdet, men os selv. Analysen viser også, at næsten halvdelen ikke er stressede i deres job.
Thomas Milsted kan undre sig over, at det stadig kan komme bag på os danskere, hvad der egentlig fører til stress.

Livet som glansbillede

“Vi kan aldrig få nok - ting, penge, viden, uddannelser, oplevelser. Mange har et idealbillede af hvordan livet skal leves, hvilke ting vi skal have, hvor vi skal bo, og det er klart med til at eskalere problemet. Alt det vi vil hænger ikke rigtig sammen med det, som er realistisk at opnå. Vi jagter det uopnåelige, kan man sige.”

Stress koster

Der er alvorlige grunde til at finde en måde at mindske stress i det danske samfund. Det er et stort problem i hverdagen for rigtig mange danskere, og det straffer hårdt på samfundets pengepunge.

* 35.000 danskere er sygemeldt på grund af stress - hver dag.
* 430.000 danskere, svarende til 10 - 12 % , har stort set symptomer på alvorlig stress hver dag. 
* 250.000 - 300.000 danskere lider af alvorlig stress.
* 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet.
* Hver femte, der bliver syg af stress, risikerer at miste sit job, selvom arbejdspladsen har en stresspolitik.
* 1400 danskere dør hvert år af stress.
* 14 mia. kroner koster stress Danmark om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet.
* Ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.
* Stress er et stigende folkesundhedsproblem, fastslår Statens Institut for Folkesundhed.
* Danmark en af de nationer, som arbejder mest på verdensbasis. 
Kilde: Stressforeningen.dk

Publiceret 30 March 2015 07:00