Hans Christian Thoning, Venstre

Hans Christian Thoning, Venstre

Håndværkerfradraget er ikke varm luft

Af MF Hans Christian Thoning (V), Turisme-, Hjemmeværns-, vandværks- og beredskabsordfører
Lokesvej 3, 6840 Oksbøl

Som TVsyd.dk skrev fredag d.17. april, så er det hårde tider for de sydjyske håndværkere. Håndværkerfradraget skabte mange arbejdspladser, som nu er forsvundet igen. Arbejdspladser som dem hos tømrermester Allan Hansen i Bramming, som nævnt i artiklen, eller arbejdspladser hos enhver anden håndværker i området. Det er arbejdspladser, vi ikke kan undvære.
Når rød blok siger, at fradraget er unødvendigt, så ser man tydeligt, at de er blinde for problemerne i vores område. Man burde lytte til formanden for Dansk Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen, som siger, at det går den forkerte vej uden fradraget. Det ville man opdage, hvis man kørte ud af København.
Som tidligere tømrermester ved jeg, hvad håndværkerne i vores område kæmper med. Vi er nødt til at give dem en hjælpende hånd, og håndværkerfradraget er en god måde at gøre det på. Det skaber arbejdspladser, og det skaber lærepladser. To ting som ikke hænger på træerne i øjeblikket. Det ville klæde rød blok, at anerkende det.

Publiceret 01 May 2015 10:00