KØS i Køge. (Privatfoto).

KØS i Køge. (Privatfoto).

KØS Klub inviterer på en eksklusiv omvisning

- i museets kunstmagasin i Lellinge

OMVISNING: KØS Klub i Køge inviterer lørdag den 9. maj kl. 14.00-15.30 på en eksklusiv omvisning i museets kunstmagasin i Roehuset på Gl. Lellingegaard på Bakkeledet 9 i Lellinge.
Her kan man få et sjældent kig ind i KØS' enorme samling på flere tusind modeller til kunst i det offentlige rum i museets 300 kvadratmeter store kunstmagasin.
Kom helt tæt på de kunstneriske processer bag kunst fra danske gader, stræder og pladser, når KØS Klub inviterer på en eksklusiv omvisning i museets kunstmagasin på Gl. Lellingegård, hvor hele KØS' 3-dimensionelle samling af kunstværker opbevares. Her vil museets omviser fortælle om et udsnit af de mange modeller, forarbejder og skulpturer i magasinet, der folder hele landets offentligt placerede kunstværker ud.
KØS Lellinge repræsenterer en række af de mest betydningsfulde danske kunstnere, herunder Bjørn Nørgaard, der er stærkt repræsenteret i samlingen med en imponerende serie af modeller til projekter i det offentlige rum som Thors Tårn i Høje Taastrup og Menneskemuren i Horsens.
Derudover kan man opleve museets enestående samling af modeller til en lang række monumentale værker af kunstneren Ingvar Cronhammar samt modeller af Pontus Kjerrman, der er kendt i Køge for sine drikkefontæner med fabeldyr i Nørregade.
Blandt de øvrige hovedværker i KØS Lellinge er modeller af Helen Schou, Gerhard Henning samt Susanne Ussing, der er aktuel i museets udstilling 15 favoritter fra samlingen med sin imponerende skulptur Frihedsgudinde III, der var midlertidigt opstillet foran Nørgaard på Strøget i København i de tidligere 1980'ere.

Et stykke Danmarkshistorie

Et besøg i KØS Lellinge, hvor de mange modeller står tæt opmagasinerede side om side, byder på en fortættet fortælling om Danmark samt vores kultur og historie gennem et indblik i den mangfoldige offentlige kunst, der er opstillet rundt omkring i landet.
Tilmelding er gratis og skal ske via www.Billetto.dk. Spørgsmål angående tilmelding bedes rettet til info@koes.dk.
pm

KØS samlinger i Lellinge. (Arkivfoto).

KØS samlinger i Lellinge. (Arkivfoto).

Publiceret 01 May 2015 10:00