Fra foredraget med Mads Faurholt-Jørgensen. (Privatfoto).

Fra foredraget med Mads Faurholt-Jørgensen. (Privatfoto).

Med flid - og en smule held

FOREDRAG: En appelsin rullede i Køge Handelsgymnasiums turban, da en af Danmarks mest innovative unge i øjeblikket, Mads Faurholt-Jørgensen, sagde ja til at besøge skolen og give et foredrag for de studerende på 1. og 2. år på innovationsretningen.
- Mads Faurholt-Jørgensen holder foredrag sammen med Stine Bosse i øjeblikket, så det er virkelig stort, at han sætter tid af til at komme til os, fortæller underviser Kitt Spangbjerg Petersen.
- Han er et interessant menneske at få ind fra virkeligheden for vores studerende. Mads Faurholt-Jørgensen er blot 30 år, men har allerede drevet det vidt. Han har startet mere end 30 virksomheder op, som i dag har over 4000 ansatte og er placeret ud over hele verdenskortet. Han har for nyligt fået 300 mio. kr. af en kinesisk kapitalfond til at udvikle sin virksomhed Nova Founders Capital, som har base i Hong Kong, fortæller Kitt Spangbjerg Petersen om foredraget, der er sponsoreret med midler fra Louis P Fonden.

En heldig kartoffel

- Vi inviterede ham, fordi han er – om man må sige – den hotteste og mest omtalte iværksætter og innovator i Danmark lige nu – netop fordi han har formået at få en stor investering i Nova Founders Capital. Han skal fungere som inspiration for vores unge i innovationsklasserne, siger Kitt Spangbjerg Petersen.
- Han fortalte vores studerende om sin kometkarriere og om sine erfaringer fra sit liv som iværksætter. Han gav vores studerende konkrete råd til at komme videre som iværksætter med ambitioner. Det handlede i høj grad om selvindsigt og færdigheder. Mads Faurholt-Jørgensen lagde vægt på evner som god sælger, at være disciplineret og sætte struktur på arbejdet. Han anbefalede, at man fandt og omgav sig med mennesker, der var bedre end en selv – til inspiration og for at lære mere og nyt. Han gik op i at yde det bedste og gøre tingene godt. Held havde også en rolle at spille – som Mads Faurholt-Jørgensen siger det, var han heldig at få 7 mio. om året i løn, da han var 25 år, siger Kitt Spangbjerg Petersen.
- Vores studerende fandt oplægget – og mødet – meget inspirerende og har givet udtryk for, at de har fået blod på tanden. Flere har fortalt mig, at de har skyndt sig at invitere Mads til både LinkedIn og Facebook for inspiration og for at følge ham på hans videre færd.
pm

Mads Faurholt-Jørgensen. (Privatfoto).

Mads Faurholt-Jørgensen. (Privatfoto).

Publiceret 01 May 2015 16:00