Sådan her ser bjørnekloen ud lige nu, hvor det kun er de takkede blade, der er skudt frem. Bjørnekloen skal fjernes inden 1. juni, så den ikke når at danne blomst og sætte frø. (Foto: Køge Kommune).

Sådan her ser bjørnekloen ud lige nu, hvor det kun er de takkede blade, der er skudt frem. Bjørnekloen skal fjernes inden 1. juni, så den ikke når at danne blomst og sætte frø. (Foto: Køge Kommune).

Nu går Køge igen til kamp mod Bjørnekloen

Af
Per Møller

UDRYDDELSE: Bjørnekloen er en giftig plante og skal udryddes, inden den vokser sig stor og sætter frø.
Køge Kommune fjerner bjørneklo fra offentlige områder, mens du selv skal hakke bjørnekloen itu på din egen grund. Skovl eller spade og et par solide arbejdshandsker. Så er du klar til at gå til kamp mod bjørnekloen.
Bjørnekloen er flot, men giftig plante. Den spreder sig hurtigt og kvæler andre planter, hvor den vokser frem. Derfor har Køge Byråd besluttet, at bjørnekloen skal udryddes. Inden 1. juni skal du fjerne bjørneklo fra din egen grund, så planten ikke når at sætte frø.
Det bedste er dog at fjerne bjørneklo allerede nu, inden den vokser sig for stor. Tag en skovl eller spade, grav bjørnekloen op med rod, hak plante og rod i stykker og put den i en affaldssæk. Bjørnekloens saft er giftig og kan give dig udslet. Derfor er det vigtigt, at du bruger arbejdshandsker og har dækket arme og ben til, når du fjerner bjørneklo.

Giv et praj om bjørneklo

På de offentlige arealer er det Køge Kommune, der fjerner bjørneklo. Det er bl.a. en opgave for ETK og for de unge ledige i Kommunens ungepatrulje, som selvfølgelig bliver udstyret med handsker og sikkerhedsinstruktion, når de skal til kamp mod bjørnekloen.
Bjørnekloen har længe været på Køges sorte liste. I 2010 kom der system i bekæmpelsen med særlige indsatsplaner som sikrer, at kommunen sætter ind, hvor der er mest brug for det. I år sender kommunen blandt andet sine folk på bjørneklo-jagt i Tangmoseskoven.
Som grundejer har du pligt til at fjerne bjørneklo fra din grund uanset hvor i Køge Kommune, du bor.
- Hvis vi hjælper hinanden, skal det nok lykkes os at få forhindret bjørnekloen i at sprede sig, så Køge Kommune på sigt bliver bjørneklo-fri. Så husk at fjerne bjørneklo fra din egen grund, og giv os besked, hvis du ser bjørneklo på et af kommunens grønne områder. Det er nemt at give os besked med appen Giv et praj, som også ligger på www.koege.dk, siger biolog Kåre Schultz fra Køge Kommune.
Hvordan ser en bjørneklo ud – og hvordan slipper jeg af med den?
Læs mere på Køge Kommunes hjemmeside  www.koege.dk/borger/Natur-miljoe-og-energi/Bjoerneklo.aspx.
Giv kommunen besked, hvis du ser bjørneklo på offentlige arealer. Brug appen Giv et praj, eller giv et praj via www.koege.dk.
Du kan også ringe til ETKs Callcenter på 5663 2011.
pm

Bjørnekloen fylder godt i landskabet, når den vokser sig stor, og den spreder sig hurtigt. Derfor skal den udryddes. (Foto: Køge Kommune).

Bjørnekloen fylder godt i landskabet, når den vokser sig stor, og den spreder sig hurtigt. Derfor skal den udryddes. (Foto: Køge Kommune).

Publiceret 01 May 2015 12:00