Samarbejdet fortsætter, og eleverne skal blandt andet læse højt for de demente beboere. Foto: Mostphotos
Caption Caption Caption Caption

Samarbejdet fortsætter, og eleverne skal blandt andet læse højt for de demente beboere. Foto: Mostphotos Caption Caption Caption Caption

Skoleelever samarbejder med demente

Elever fra Hældagerskolen og demente fra Plejecenter Lindegården lærer af hinanden

Af
Af Jacob Hove

Et anderledes samarbejde er blevet etableret mellem skolebørn fra Hældagerskolen og beboere på Plejecenter Lindegården, et plejecenter for demente borgere.
Eleverne fra 1. klasse har for nyligt opført eventyret 'Snehvide og de 7 små dværge' for 30 beboere på plejecenteret, og det var ifølge Vejle Kommune en stor succes.
“En meget dement dame, som næsten ikke taler, sagde efter forestillingen “Snehvide” flere gange og med smil i øjnene. Flere beboere kunne også synge med på dværgenes arbejdssang, og da prinsen og Snehvide blev gift, og brudevalsen blev spillet, klappede de fleste med i takt,” fortæller Birte Schelde, demensansvarlig i Vejle Kommune.

Huske-syge

Det er ikke kun de demente, der får noget ud af besøget - eleverne lærer også noget.
Inden forestillingen havde to af kommunens demenskonsulenter besøgt eleverne for at forberede dem på, hvordan de demente beboere kunne reagere under forestillingen.
“Hvis beboerne rejser sig og går, skyldes det ikke nødvendigvis kedsomhed. Reagerer de på indholdet ved at snakke, er det ikke mangel på opdragelse. Børnene fik derfor at vide, hvad demens er – eller 'huske-syge' – som vi kaldte sygdommen for at gøre det lettere for børnene at forstå. Og de fangede ret hurtigt, hvad 'huske-syge' er og kom med mange eksempler fra eget liv. De var i det hele taget meget spørgelystne og stillede mange relevante spørgsmål: Lige fra de helt konkrete som: ”Gør det ondt at være dement?” og ”Kan man blive opereret for sygdommen?” til mere generelle om, hvordan det er at bo og arbejde på et plejecenter,” fortæller Birte Schelde.

En folkesygdom

Når et plejecenter og en skoleklasse har indledt dette lidt specielle samarbejde, så skyldes det ifølge Birte Schelde, at demens er en af fremtidens helt store udfordringer. Demens bliver en mere og mere almindelig sygdom blandt den ældre del af befolkningen, fortæller hun.
“Udover at få kendskab til demens, så man som barn har nemmere ved at omgås mennesker med demens, lærer børnene også, at der er mennesker, som lever et andet liv end dem selv,” supplerer Frederik Madsen, skolepædagog på Hældagerskolen.
Og samarbejdet fortsætter: Det er allerede blevet aftalt, at børnene skal komme på besøg igen og på sigt læse højt for de ældre for at bygge bro til deres erindringer og minder fra en svunden tid. Skolebørnene er også inviteret til biografforestilling i Plejecenter Lindegårdens egen biografsal, hvor de skal se 'Lille Per' sammen med beboerne.

Publiceret 01 May 2015 06:15