In Hadersleben nichts Neues

For et par år siden plagede jeg min kone om, at vi måtte sejle årets sommertogt fra vores hjemhavn på Sjælland til Haderslev. Jeg glædede mig helt vildt til at sejle op ad Haderslev Fjord eller Haderslebener Förde, som den også hedder i historiske kilder fra helstatens tid. Grænselande har jo altid den charme, at man får en chance for at opleve to eller flere traditioner og sprog, tag Sydtyrol eller Schweiz for eksempel. Som herboende bajer taler jeg to af de mange sønderjyske sprog og dialekter flydende (højtysk og rigsdansk) og nyder Sønderjylland, det gamle Slesvig, der som bekendt rækker fra Ejderen til Kongeåen, uden at være familiehistorisk påvirket af den gamle grænsestrid med al sine menneskelige skuffelser. Fjordsejladsen var flot, vi skal hilse fra havørnen, det tager for øvrigt tre timer for sejl. Selve byen bar ikke præg af et kulturmøde; det lignede en almindelig, støvet dansk provinsby. En tysksproget guidebog om fjorden nævnte ikke byens tyske navn, det fandt jeg underligt. På en gammel kirkegård stødte vi på en del forvitrede gravstene, der mindede om byens multietniske fortid, men samtlige marmorkors var brækket af. I min sjællandske landsby er de skrøbelige marmorkors holdt vedlige, selvom der også står tyske familienavne på. Så kom nyheden om det tosprogede byskilt. Holdt da op, nu kommer de på europæisk niveau, og netop Haderslev kom først, før Aabenraa og Tønder. Det var der en nobel gestus fra Haderslevs side, især med den 9. april in mente. Respekt! Men nej, der havde jeg glædet mig for tidligt. Skiltet er allerede saboteret, midt i en fredstid. Tornerose, Dornröschen, du skal sove videre. Ruhe sanft.


Publiceret 01 May 2015 07:00