Lorenz Matzen startede ved politiet i 1974. Nu går han på pension, og overlader roret til Tage Jehn.

Lorenz Matzen startede ved politiet i 1974. Nu går han på pension, og overlader roret til Tage Jehn.

Pension:

Lokal politileder takker af efter 40 år

Lokalpolitiet i Esbjerg skal have ny leder - Matzen takker af.

Af
Louise Ritter

I Ribe går en kvinde rundt med en plan. I denne uge takker hendes bedre halvdel af efter 40 år i politiet - her af de sidste seks som leder af Lokalpolitiet i Esbjerg.
I rigtig mange år har Lorenz Matzen aldrig været længere end en armslængde væk fra sin telefon - heller ikke i ferieperioder. Men nu er det slut, og vicepolitiinspektørens kone har en plan.

“Min kone har en idé om, at vi nu skal holde fri sammen hver weekend. Det bliver i hvert fald noget nyt,” smiler Lorenz Matzen, der er fyldt 65 år. Aldersmæssigt er han altså pensionsmoden, og direkte adspurgt glæder han sig da også til at skulle nyde både sin nedlagte gård og veteranbilen hjemme i garagen, men det er også vemodigt.

“Jeg kommer til at savne samværet med mine kolleger. Her er så mange friske, unge mennesker, så det værste blive at sætte sig hjem og ikke skulle hilse på dem alle sammen på daglig basis mere,” siger Lorenz Matzen.

Fra Olsen Banden tiden

Lorenz Matzen trådte ind i politiet i 1974. Siden er der fyldt godt op på cv'et. Han har blandt meget andet været mere end 25 år ved politiet i Ribe, inden han i forbindelse med politireformen midt i 00'erne kom til Esbjerg, hvor han blandt andet har ledet afdelingen for personfarlig kriminalistet, der tager sig af alt lige fra mord over voldtægt til brandstiftelse.

Det var også i den rolle, at han i marts 2008 var på stedet, da en eksplosion i et pizzaria i Bramming kostede en ung kvinde livet.

“Det er en af de sager, der virkelig har gjort indtryk på mig. Dels måden det skete på med forsikringssvindel og den unge kvindes død, men også fordi det lignede et krigsområde. Den dag i dag kan jeg tydeligt se for mig, hvordan det så ud. TV2 News var startet op den gang, og de hang konstant i røret. Det var også den gang, vi lærte, at der skal en mand alene på pressen, når den slags sker,” mindes Lorenz Matzen, der i den seneste tid har funderet en del over nutiden kontra fortiden.

“Jeg startede i 1974. Det var dengang de brugte rigtige politifolk som statister i Olsen Banden filmene, så man behøver bare at se dem for at se, hvordan tiderne var dengang. De var ganske anderledes i dag, så jeg har været med til lidt af hvert,” smiler Lorenz Matzen, der afløses som leder af Lokalpolitiet i Esbjerg af Tage Jehn.

Den 54-årige sønderjyde er netop udnævnt vicepolitiinspektør. Han har været ved politiet i Esbjerg siden 2010, hvor han blev leder af patruljetjenesten.

Publiceret 01 May 2015 10:00