I Flindts Fodspor:

Formningens kunst

Af
Jørgen Flindt

Kender I det med at fortrænge ting fra skoletiden. Alle de der dårlige mobberier eller kiksede forsøg på at score hende den søde med det ravnesorte hår eller.....I ved, den slags.
Jeg har simpelthen fortrængt formningslokalet. Jeg kan ikke huske, hvor det lå på Nyboesgade Skole, men jeg mener, det lå oppe under taget. Men det er nu også ligegyldigt, for sjældent har en dreng været mere malplaceret i et formningslokale. Det ville give mere mening at have placeret en pandabjørn med boksehandsker samme sted, for den ville have fået mere ud af det.
Men næ nej, jeg skulle jo, så jeg traskede troligt ind i lokalet, som jeg har fortrængt. Jeg mindes nogle af de der dreje-rundt tingester, man former ler på, og jeg mindes at have lavet et askebæger så grimt, at min mor måtte have grædt sig i søvn den aften, jeg var kommet hjem med den.
Jeg er sådan et menneske, der sagtens kan tegne et menneske, hvis altså det er et tændstikmenneske. Derudover er jeg blank.
Heldigvis er der mange andre, der kan det der med kunstværker, bedre end jeg kan. Prøv at tage jer tid til at gå en tur i Give, og I vil blive mødt af en hulens bunke skulpturer, for Give fungerer som et ret stort galleri for skulptører. Det er smart for alle, også den, der bare vandrer lidt rundt og nyder de mange kunstværker.
Og det meste af den kunst, jeg møder på vandreturen rundt, kan jeg faktisk godt forstå. På Torvet er der eksempelvis et kunstværk af nogle bøger (endda lige udenfor boghandleren), der hedder Forladt Visdom. Ved kroen står nogle kunstneriske kufferter (værket hedder Bag-Age), og en lille pige sidder i regn og sne og sol på en bænk og smiler lidt skævt til alle. Så er der så også et kæmpe kunstværk, der efterhånden er et slags vartegn for Give, men som jeg ikke helt ved, hvad skal forestille.
Men skidt pyt, for kunst er kunst. Og som forsangeren i U2, Bono, engang sagde: If you don"t know, what it is, then it must be art.
Det har han jo så ganske meget ret i.
Bono har måske heller ikke været god til formning, og jeg har da slet ikke. Jeg synes, det er fantastisk, at børn i skolerne lærer at være kreative og lave små æsker af pap eller malerier eller askebæger af ler, og nogle af dem vokser op og får deres eget atelier og måske maler kronhjorte ved skovsøen eller provo-kunst, hvor de med deres penis som pensel maler på selvdøde fisk.
Og kunst er vigtig, for uden kunst ville vi være simple dyr, der kun går op i formering (ikke formning) og æde. Næ, kunst kan skabe dybere lag, som det er op til modtageren at finde frem til.
Men en ting er sikkert, de kære borgere i Give kommer aldrig til at frygte synet at en skulptur formet af mine blege hænder, for en liter mælk eller en vandseng kan lave bedre kunst end mig. Men skulle jeg lave en skulptur, så ved jeg godt, hvad det skulle være.
En kæmpestor tændstikmand, og den skulle hedde 'tænd mig'.
Hey, ikke en helt dårlig idé. Måske jeg skulle blive skulptør en dag. Not.
Frygt ej, alle I mine kære læsere. Den side af sagen slipper I for, for dengang i formningslokalet viste det sig, at når jeg ikke engang kan lave et nogenlunde normalt askebæger, så er der andre veje for mig at gå, og man skal huske at erkende de ting, man ikke engang har en pandabjørns talent for.

Publiceret 03 May 2015 07:00