4. maj:

Brugbare erfaringer?

I anledning af 70 året for Danmarks befrielse afholdes spændende krigs/fredsarrangement på Gram Slot

Af
Peter Rasmussen

Den 4. maj 2015 er det 70 år siden, Danmark blev befriet efter mere end fem års tysk besættelse under 2. Verdenskrig. Det markeres traditionen tro med lysfest i Haderslev by og på Haderslev Kaserne. Men i år skydes festen i gang på Gram Slot, når den Holstenske Lade om eftermiddagen er ramme for debat over temaet ”Mød øjenvidner til konflikter og fortalere for forsoning”.
Et stærkt panel vil diskutere spørgsmål såsom, hvad der skal til for at komme fra krig og konflikt til forsoning og fred. Udgangspunktet er, at de sidste 70 års udvikling i forholdet mellem Danmark og Tyskland har vist, at det kan lade sig gøre – men kan andre konflikter bruge vores eksempel i dag? Regionsrådsformand Carl Holst byder velkommen kl. 14.00 og herefter vil panelet med journalist og studievært fra DR2, Henrik Lerche, som ordstyrer, debattere nogle af verdens mange konfliktområder, hvordan konflikterne berører os danskere og mulighederne for fred og forsoning. Panelets øvrige deltagere er redaktør og debattør Siegfried Matlok, DR's udenrigskorrespondent, Mathilde Kimer, samt professor og centerleder ved Center for War Studies, Steen Rynning.
Gram Slot vil om aftenen være smykket med levende lys i alle vinduer. ”Det er en tradition, vi gerne ville videreføre, da vi kom til Gram Slot for snart 8 år siden,” fortæller Sanne Brodersen, ejer af Gram Slot.
”Vi synes, det er en god tradition, fordi den er et smukt symbol på, hvor vigtigt lyset er, når mørket hersker. Vi vil gerne have at Gram Slot kan være med til at bryde grænser ned, for grænser gavner ingen, og derfor er vi meget glade for at kunne lægge hus til eftermiddagens vigtige debat,” slutter hun af.
Billetter til arrangementet koster 50 kroner.

Publiceret 04 May 2015 08:00