Nej tak til udlicitering

Der var et smil på læberne hos flere af medlemmerne af Flertalsgruppen i Haderslev Byråd, da Venstre, Liberal Alliance, de Konservative, de Radikale og Dansk Folkeparti, på sidste byrådsmøde, samstemmigt besluttede at erklære mistillid til Kommunens ansatte og gamble med vores allesammens værdifulde velfærd, ved at udliciterer Haderslev Kommunes hjemmepleje og plejecentre.
I den Socialdemokratiske Gruppe er vi dybt uenige i flertalsgruppens beslutning. Vi mener at vi bør stole på, at vores dygtige kommunale ansatte gør deres arbejde ordenligt, og at penge til velfærd, også skal bruges på velfærd – og ikke på at økonomer og jurister skal spilde værdifulde skattekroner på, at udarbejde et meget omfattende og særdels dyrt udliciteringsmateriale.
Hos Socialdemokraterne siger vi derfor ’nej tak’ til de borgerliges eksperimenter med vores velfærd. Vi siger stop med at forringe vores velfærd. Vi siger stop med at gøre borgerne og Kommunens medarbejdere utrygge. Kort sagt siger vi: Stop udlicitering!

Publiceret 04 May 2015 19:00