Mikkel Bang afgjorde kampen ude mod Svebølle med et fantastisk mål, hvor han saksesparkede bolden op under overliggeren med et brag. 

Mikkel Bang afgjorde kampen ude mod Svebølle med et fantastisk mål, hvor han saksesparkede bolden op under overliggeren med et brag. 

Avedøre gav aldrig plads

Man skal ikke række Svebølle en lillefinger for så er de farlige for alle

FODBOLD: Der var en, der var to, der var tre 1-0 sejre på stribe til Avedøre. Senest fredag eftermiddag i Svebølle, der aldrig fik lov til at dominere kampen.

Af
ebo@hvidovreavis.dk

- Så længe vi holder fast i vores koncept, er vi svære at spille mod, mente træner Jan Christensen efter kampen. - Vi vidste, at vi skulle op mod en god modstander, der ikke må få tid og plads, for så kan de besejre alle hold i rækken. Samtidig vidste vi, at de havde nogle skader og spillere i karantæne, og givetvis også en del respekt for os i forhold til det forår, vi foreløbig har spillet. 14 point i syv kampe og et par store overraskelser med sejren over HIK som den største... - Men det gik ikke helt, som vi på trænerbænken havde forestillet os. Defensivt var det, som det plejer. Niklas Myhrmann havde så valgt at være banens suverænt bedste spiller godt fulgt op af Toke Svendsen, og det er et godt udgangspunkt for at holde nullet... - Fremadrettet havde vi intet. Der blev simpelthen lavet for lidt, og det fik vi rettet på i pausen. Mohamed Mojab kom på banen for at sætte mere skub i foretagenet. Vi fik så et hjørnespark, hvor vi altid er farlige, og da Svebølles målmand valgte at bokse bolden ud til Mikkel Bang, der saksesparkede bolden op under overliggeren, var vi i front. Et flot mål og bestemt ikke en hverdagsbegivenhed... - Bagud 0-1 var Svebølle tvunget til at komme længere frem på banen, og det gav os nogle omstillinger, som vi desværre ikke fik omsat i mål. At Svebølle satsede offensivt betød intet for vores “Fort Knox”, der var uindtageligt. En meget flot defensiv kamp på højt niveau...

Er bare glad

Anfører Tobias Nannestad: - Jeg ved ikke om de gode resultater er overraskende. Jeg er bare glad for det, vi opnår i øjeblikket, og vi er defensivt meget dygtige. Når det hele spiller, er det nemt at være målmand, og med Toke Svendsen og Niklas Myhrmann foran mig, er jeg godt dækket ind... - Jeg synes også, vi arbejder hårdt hele tiden som et hold, og det giver os måske lige det, der gør, at vi vinder de tætte kampe... På lørdag spiller Avedøre hjemme kl. 13.00 mod Holbæk. Endnu en vigtig kamp, som alle er det for Avedøre.

Publiceret 05 May 2015 08:00