Fhv. borgmester Britta Christensen virkede “helt op toppen” da hun holdt foredrag i Lille Friheden.

Fhv. borgmester Britta Christensen virkede “helt op toppen” da hun holdt foredrag i Lille Friheden.

Borgmester med stort hjerte og et godt hoved

En veloplagt tidligere borgmester, Britta Christensen, fortalte historier fra et dramatisk liv

Af Viggo Nørgaard Nielsen

Hun har haft mange venner men så sandelig også fjender. Men ingen anfægter i dag hendes troværdighed. “Du var borgmester for hele Hvidovre Kommune”, “Du var en hammergod borgmester”, “Bare vi havde en Britta i vores kommune”, lød det dengang hinsides kommunegrænsen. Det var nogle af de spontane udsagn, der kom fra tilhørerne ved slutningen af onsdagens møde i Strandmarks Lokalråd i aktivitetshuset Lille Friheden, hvor Britta Christensen fortalte om sit liv på godt og ondt. Sit engagement som politiker og socialdemokrat forbinder hun med barndommen i 50’erne: - Jeg havde dengang en klar fornemmelse af, at nogen havde meget og andre meget lidt. En tid boede hun hos sin morfar i en lille lejlighed, og ude på trappen ved siden af toilettet lå der en hjemløs og sov ved siden af en pakke margarine. - Det syn gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, fortalte Britta. Britta Christensen flyttede fra Lolland Falster  til Hvidovre i 1972 samtidig med, at hun var selvstændig forretningsdrivende. Men forretningen gik skidt, og derfor solgte hun og besluttede sig for at blive pædagog. Herefter gik det slag i slag i voldsomt tempo: formand for fritidsklub, formand for klubbens forældrebestyrelse, ind i socialdemokratiet i 1974, formand for beboerforening, ind i skolenævn og skolekommission. - Det kan se ud som bevidste valg, men det meste af mit liv har været tilfældig, bemærkede Britta.

Sprængte listen

I 1985 bliver det alvor. Britta bliver spurgt, om hun vil stille op til kommunevalget. Tøvende sagde hun ja og kommer på listen som nummer 13. Chancen for at blive valgt skulle være minimal. Men det gik anderledes. Britta sprængte listen, og dermed var vejen banet for en helt usædvanlig politisk karriere, som dog ikke kun er en succeshistorie. Med humor og selvironi, fortalte hun om op og nedture. Vi fik eksempelvis historien om Avedøre Havnevej. - Jeg lagde al min politiske ungdom og naivitet ind i den sag for at forhindre vejen. Det lykkedes som bekendt ikke, men en lille fjer i hatten fik jeg dog med støjvolden, som kostede amtet 875.000, fortalte Britta med slet skjult skadefryd. Og vi fik den dramatiske historie om lynkøbet af Avedøre Kaserne, en historie som i første omgang udviklede sig til ren spanking af Britta. Pressen var hende ikke venligt stemt - mildest talt. Hun blev også skoset af statsminister Nyrup. Men i dag tager sagen sig ud som en succeshistorie, - båret igennem af en handlekraftig og klog borgmester. Smørrebrødet var højt belagt, kaffen tilpas stærk, kagen rund og god, lotterigevinsterne delt ud, og således sluttede en fin eftermiddag med, at formanden Peter Lougart kunne runde mødet af med en velfortjent tak til Britta Christensen og til de ca. 60 fremmødte.

Publiceret 05 May 2015 08:00