Flemming Steffen

Flemming Steffen

Og stadig fart over dansen!

Der må siges at være et spring mellem at være brolægger og så porcelænsmaler og sluttelig serigraf på Den Kgl. Porcelænsfabrik.

Men Flemming Steffen, Claus Petersens Alle i Hvidovre, der på søndag den 10. maj runder de 80 år, har sandelig prøvet lidt af hvert og har haft mange spændende virkefelter. Flemming Steffen er født og opvokset i Valby, men flyttede allerede som nygift til Hvidovre, hvor han altid har haft sit hjem i Bredalsparken. Han er ud af en brolæggerfamilie og fulgte familietraditionen op i en periode, inden de kunstneriske evner slog igennem og han startede som porcelænsmaler hos “Bing & Grøndahl”. Senere blev han igen brolægger, og stod for flere store opgaver i hovedstadsområdet, bl.a. brolægningen rundt om bronzeskulpturen og springvandet ved Hvidovre Medborgerhus, som han - i parentes bemærket - er meget stolt af. Og så sluttede som nævnt af med et spændende virke som serigraf på Den Kgl. Porcelænsfabrik. Fødselaren kan i øvrigt se tilbage på mange andre interesser. I ungdommens vår var han således en fremragende danser hos “Elna & Erik Rasmussens Danseinstitut” i Valby. Han nåede endda - sammen med sin hustru - at komme på det danske danselandshold i stadarddanse i 60’erne. Og han danser skam stadigvæk, bl.a. på Risbjerggård, hvor han én gang om ugen er leder af en seniordanseklub. Foruden dansen går Steffen til gymnastik og holder sig rask og rørig. 80-årsdagen fejres med familie og en stor vennekreds.m-

Publiceret 05 May 2015 08:00