Fræsetoget er 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespånerne. Det har to fræsehjul og et slibehjul i hver side. (Foto: Banedanmark).

Fræsetoget er 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespånerne. Det har to fræsehjul og et slibehjul i hver side. (Foto: Banedanmark).

Så skal der fræses revner væk fra skinnerne

VEDLIGEHOLDELSE: I maj får dele af jernbanen i hovedstadsområdet og enkelte strækninger på S-banen besøg af skinnefræseren, der fjerner små revner i skinnerne, inden de når at vokse sig store.
Hastigheden er lav, når skinnefræseren er på arbejde, og revnerne, der fræses væk, er så små, at de dårligt er til at se med det blotte øje.
Og når det 155 ton tunge arbejdstog sætter fræsehjulene i skinnerne og fjerner revnerne ved en hastighed på under 1 km/t, så er det en operation, der er med til at forlænge sporets levetid og spare ressourcer for Banedanmark.
- Hver dag kører der over 3.000 tog på det danske jernbanenet, og det slider på skinnerne. Ved at fræse skinnerne, fjerner vi en stor del af de revner, der opstår, inden de vokser sig store. Dermed holder skinnerne længere, inden de skal udskiftes, siger vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup fra Banedanmark.
I dag er sporets generelle tilstand bedre end nogensinde før. Færre tog bliver forsinket på grund af hastighedsnedsættelser som følge af fejl i sporet, og risikoen for skinnebrud er reduceret.
Det er et andet specialtog, den særlige ultralydsmålevogn, der spotter fejlene i skinnerne. Målevognstoget måler skinnernes tilstand, og det er data fra disse kørsler, der afslører revnerne og viser, hvor skinnerne skal fræses.
- Målevognstogene er i de seneste år udstyret til at måle med både ultralyd og hvirvelstrøm. Det giver mere præcise målinger, som igen gør, at vi kan målrette vores indsats endnu bedre, siger Pernille Skovrup.

Kører om natten

Fræsetoget kører om natten for at undgå at genere togdriften. Om dagen bliver det renset og klargjort. I hele perioden holder fræsetoget på Københavns Godsbanegård.
Klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.
Lokalt køres der efter følgende plan:
18.-19. maj Hundige-Ølsemagle (S-banen).
Det støjer kun moderat, når fræsetoget arbejder - i modsætning til både skinneslibetoget og sporskifteslibetoget, der støjer og giver store gnister.
pm

Publiceret 05 May 2015 16:00