Vi skal have mere gang i Sjælland

Af
Af Morten Dahlin

folketingskandidat for Venstre i Slagelse-kredsen

Socialdemokraterne fører i øjeblikket massive annoncekampagner med budskabet om, at der er blevet skabt 40.000 nye arbejdspladser i deres regeringsperiode.
Nu viser det sig så, at det såkaldte arbejderparti har pyntet gevaldigt på tallene. En gennemgang af deres resultater viser nemlig, at størstedelen af de 40.000 arbejdspladser er studie-og deltidsjob.
Samtidig er der siden 2009 blevet ansat næsten 40.000 østeuropæere i dansk erhvervsliv, så de mange arbejdspladser er altså hverken fuldtidsstillinger eller besat af danskere.
Samtidig viser nye tal fra beskæftigelsesministeriet, at de job der trods alt er blevet skabt, stort set kun er kommet København og Århus til gavn. Særlig det øvrige Sjælland er desværre blevet fuldstændig forbigået. Faktisk har Region Sjælland tabt mere end 4000 arbejdspladser siden Helle Thorning-Schmidt overtog statsministeriet.
Det vidner desværre om, at regeringen fører en politik der skævvrider Danmark. Den sølle vækst vi oplever, kommer kun de store byer til gavn, mens resten af Danmark sakker bagud. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Vi skal føre en offensiv politik der giver arbejdspladser og udvikling til det øvrige Sjælland og ikke kun tilgodeser København.
Derfor har Venstre foreslået, at sænke skatterne for virksomhederne så der kommer flere arbejdspladser i provinsen, vi har foreslået at sænke taksterne på Storebælt, vi har foreslået at udflytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen, vi har foreslået at liberalisere planloven så kommunerne får mere frihed og så har vi foreslået en ny og mere liberal landbrugspolitik så der kan blive skabt tusindvis af fødevarejob i Danmarks landdistrikter.
Det er blot nogle af Venstres bud på, hvordan vi får mere gang i Sjælland.

Publiceret 05 May 2015 10:15