Læserbrev:

Besparelse der koster kulturen

Souad Chaya, brugerrepræsentant af Esbjerg Kommunes Biblioteker, skriver følgende læserbrev:
"En besparelse på 2 millioner kroner er på vej og blandt andet Kvaglund Biblioteket er udsat. Dette er en skandale.
Kvaglund biblioteket er ikke bare et sted man låner bøger, biolioteket sætter også rammerne for de etniske grupper såvel som de etniske danskere. Det er her vi mødes på tværs af kulturer og religioner og det er stedet, der er med til at udvide vores horisont.
De unge aktiveres med andet end kriminalitet, der er arrangementer for alle målgrupper og de ældre har her mulighed for hjælp til det offentlige system når det foregår digitalt.
Biblioteket er ikke bare en fysisk ramme; det er et sted, hvor vi danner kendskab til det danske samfund og det er et sted man kan vælge til og fra. Det er et sted hvor små og store mødes og det er et sted, vi elsker at være. De studerende får her hjælp til deres opgaver, jobansøgninger og informationssøgning.
Biblioteket er med til at integrere, da det repræsenterer den danske kultur og da det er her vi mødes med folk fra alle verdenshjørner. Kan det virkelig passe, at det bibliotek er udsat?
Der er så mange andre steder der kan spares, lad det aldrig gå ud over steder der repræsenterer Danmark, kulturen her og som er åbent for alle.
Hvad vil kunne erstatte biblioteket ud over biblioteket selv?"

Publiceret 05 May 2015 08:45