Der er rigelig grund til at hejse flaget for Dorthe Johannsen efter 10 begivenhedsrige år med ShoppingBazar.

Der er rigelig grund til at hejse flaget for Dorthe Johannsen efter 10 begivenhedsrige år med ShoppingBazar.

10 års jubilæum:

Det hele startede i en gammel lade

ShoppingBazar med Dorthe Johannsen i spidsen fejrer 10 års jubilæum

Hun regnede med, at der ville dukke omkring 50 mennesker op den dag. Et lille hyggearrangement under barslen, hvor hun havde spurgt en flok veninder fra tøjbranchen, om de havde lyst til være med til at lave en lille bazar i en lade. Det ville de gerne, og det ville 7-800 andre mennesker også. Temmelig overvældende for Dorthe Johannsen. Særligt da telefonen kort tid efter indeholdt opkald fra en masse nysgerrige, som ville vide, om hvordan de kunne hverve sig en stand, næste gang Dorthe Johannsen skulle lave bazar.
“Det skulle jo bare have været for sjov, men da flere kontaktede mig, begyndte der at forme sig noget inden i hovedet på mig. Jeg begyndte at tænke på, om jeg havde fat i noget, som jeg kunne leve af,” fortæller Dorthe Johannsen.

“Jeg er privilegeret”

Det kunne hun. Der er gået 10 år siden laden for en enkelt dag var messecenter, og i weekenden den 9.-10. maj fejrer Dorthe Johannsen jubilæum, når MesseC lægger haller til ShoppingBAZAR. Et koncept hun siden starten også har haft stor succes med at levere til shoppe-hungrende gæster i både Kolding og Vejle.
60 messer har hun allerede i bæltet, og den udvikling havde hun på ingen måder forudset, da hun besluttede at forfølge tanken om et liv som messe-arrangør.
“Jeg tog bare ud til forskellige mennesker og spurgte, om de havde lyst til at være med. Jeg var meget ærlig og sagde til dem: 'jeg aner ikke endnu, hvad det her er, men har I lyst til at være med'? Heldigvis kan jeg se nu, at rigtig mange af dem, der var med fra starten, stadig er med på messen,” konstaterer Dorthe Johannsen.
Ifølge hende er der en ganske enkelt opskrift på, at ShoppingBAZAR har bestået i 10 år, der blandt andet har budt på finanskrise. Det handler hovedsageligt om ydmyghed over for den opgave, hun påtager sig ved hver messe. Hvis den enkelte udstiller oplever succes med sin stand, så bliver hele messen en succes.
“Jeg er ikke større end min næste messe, og derfor gør jeg mig umage hver eneste gang. Jeg er flittig, fordi jeg er taknemmelig over den mulighed, jeg har fået, og det gør, at jeg aldrig tænker over, at jeg er på arbejde. Det gør mig ret privilegeret,” uddyber 10 års-jubilaren.
En stor del af det privilegium har hun derfor besluttet at bruge på velgørenhed. Senest var hun med til at starte et julemærkehjem i Kolding.

Hvert år bliver det til flere velgørenhedsarrangementer til støtte for børneprojekter i Trekantområdet; blandt andet børneafdelingen på Kolding Sygehus. Senest er hun blandt initiativtagerne til et nyt julemærkehjem i Kolding. Ifølge Dorthe Johannsen kommer det til at kræve 20-30 millioner kroner at realisere projektet, men det er en kamp, der er værd at tage.
“Det kan være selvfølge for mange, at deres børn er raske og har det godt, men sådan er det bare ikke for alle. Jeg har et oprigtigt ønske om at gøre en forskel for andre, og det giver også mig selv rigtig meget igen,” siger Dorthe Johannsen.

Publiceret 06 May 2015 06:00