(Colourbox).

(Colourbox).

En majaften med nattergalens sang

SOLRØD: Danmarks Naturfredningsforening (DN) og AOF i Solrød tager torsdag den 21. maj alle interesserede med på en aftentur med fuglesang i Karlslunde-Karlstrup moser.
Gennem mere end 40 år har DN Solrød og AOF i Solrød inviteret til nattergaletur i Karlslunde-Karlstrup moserne.
Turen slutter med lidt hygge med varme pølser og en øl/sodavand sponseret af SuperBrugsen i Solrød. Og det uanset om vejret har vist sig fra den pæne eller mindre pæne side.
Denne tradition gentages i år den 21. maj, hvor alle er velkomne til den hyggelige travetur.
- Vores fire dygtige guider fortæller om naturen i moserne med fokus på forårets fuglesang. Og altså ikke mindst nattergalens klukkende vellyde. Ænder og gæs har vinteren igennem haft mosen for sig selv, men midt i marts ankom lærken og viben og medio april sås løvsanger, gul vipstjert, munk og alle tre svalearter, fortæller Jens Garde fra Danmarks Naturfredningsforening Solrød.
Der har altid været stor interesse for at følge fuglelivet. Man går i 4 hold, så alle kan få et fint udbytte af turen – og i år kan man præsentere deltagerne for det nye fugletårn.
Turen varer et par timer, og alle mødes på Parkeringspladsen ved Trylleskoven på Karlstrup Strandvej. Turen starter i år kl. 19.30.
Alle er velkomne.
Billetter kan købes i SuperBrugsen i Solrød Center fra mandag den 11. maj til og med onsdag den 20. maj.
Tilmelding ved køb af billet er nødvendig. Max 100 deltagere.
pm

Publiceret 09 May 2015 09:45