Medarrangør Trine Brix byder velkommen til Anette Prehn og ikke mindst de mange u-faktorelever, der sluttede dagen af med store festkager. (Privatfoto).

Medarrangør Trine Brix byder velkommen til Anette Prehn og ikke mindst de mange u-faktorelever, der sluttede dagen af med store festkager. (Privatfoto).

Motivationsboost til en blandet flok af talentfulde elever

UDDANNELSE: Sydkystens og Roskildes i alt seks gymnasier afslutter nu årets fælles talentprogram U-faktor. Det sker med et inspirerende møde mellem de deltagende elever og coach, sociolog og foredragsholder Anette Prehn på Roskilde Gymnasium.
2.g- og 2.hf-elever fra såvel Roskilde Gymnasium, Roskilde Katedralskole, Himmelev Gymnasium, Greve Gymnasium, Køge Gymnasium og Solrød Gymnasium har som deltagere i U-faktor besøgt en bred vifte af spændende uddannelsessteder med henblik på et senere uddannelsesvalg.
Samtlige elever er udtaget på de seks forskellige skoler på baggrund af en forbilledlig pleje af skoledagen: En masse afleveringer leveret til tiden, gode karakterer og et yderst stabilt fremmøde til al undervisning.
Alle samarbejdende uddannelsessteder har tilrettelagt specielle dagsprogrammer for de engagerede elever, der på den måde har fået en unik mulighed for at stille spørgsmål til det pågældende studieliv, foruden indholds- og beskæftigelsesmulighederne på uddannelsen.

Det handler om at være hjernesmart

Efter et års arrangementer med idéinput til videre uddannelse skulle eleverne i maj forkæles med en humoristisk workshop, der handler om motivation og adfærdsændringer ud fra et coachende perspektiv.
Hensigten er, at eleverne kan gå tilbage til de seks skoler og koble deres faglige talenter med hjernesmarte værktøjer fra Anne Prehn.
Og oplægsholderen ved, hvad hun taler om. I 2009 modtog hun den ærefulde pris som årets underviser inden for ledelse og coaching hos den norskejede konferenceudbyder, Confex. Gennem årene har hun holdt et væld af foredrag og workshops i både det private og det offentlige erhvervsliv, og hun har skrevet bøgerne ”Hjernesmart pædagogik” og ”Hjernesmarte børn”.
Neuroscience made human står der i bunden af hendes præsentationsslides, og U-faktor- eleverne får på to timer netop forsimplet det komplekse spind, som hjernen er og ofte skaber.

Fremtidståge og sejren over overspringshandlinger

- Ligesom der er spilleregler for fodbold eller ludo, så er der det også for hjernen. Men kun få elever kender dem, pointerer Anette Prehn i sit oplæg.
- Det handler om at gøre hjernen til medspiller i dagligdagen på en måde, der giver mening og glæde. Og det handler om at forfølge sine drømme, med mindst mulig forstyrrelse fra hjernens alarmklokke, amygdala. Faget ”Almen Studieforberedelse” (AT), for store opgaver på fritidsjobbet, adgangskravene til drømmeuddannelsen var alle eksempler, som eleverne selv gav på dén udfordrende fremtidståge, der for alvor kan sætte amygdalaen i gang og give lyst til øjeblikkelig flugt. Udover teoretiske pointer om hjernens funktioner, så blev eleverne derfor kastet ud i en række øvelser og konfronterende spørgsmål om netop frygt, statustrusler og udviklingshæmmende overspringshandlinger.
Anette Prehn er sociolog (MA), keynote speaker, award-vindende træner, ICF-certified coach (PCC) og forfatter. Hun er tilknyttet Centre for Brain-Based Leadership and Learning.
pm

Roskilde Gymnasium dannede rammer for talentprogrammets udvikling, som også Roskilde Katedralskole, Himmelev Gymnasium, Greve Gymnasium, Køge Gymnasium og Solrød Gymnasium stabler på benene igen efter sommerferien.(Privatfoto).

Roskilde Gymnasium dannede rammer for talentprogrammets udvikling, som også Roskilde Katedralskole, Himmelev Gymnasium, Greve Gymnasium, Køge Gymnasium og Solrød Gymnasium stabler på benene igen efter sommerferien.(Privatfoto).

Publiceret 10 May 2015 12:00