Uddannelsesvejledere på besøg i Folketinget

Folketingsmedlemmerne Lotte Rod (RV) og Ellen Trane Nørby (V) tog i sidste uge imod 14 uddannelsesvejleder fra Aabenraa. Gruppen fra Aabenraa besøgte Christiansborg for at diskutere unges uddannelsesvalg og få en rundvisning på Christiansborg.
 
Vejlederne fra Ungdommens Uddannelsesvejledning i Aabenraa arbejder til dagligt med at vejlede elever i ældste klasser i folkeskolen om valg af ungdomsuddannelse og praktik. Derudover vejleder de unge, som er droppet ud af deres ungdomsuddannelse, samt unge under 25 år, der er på kontanthjælp og skal i uddannelse.
 
Under deres besøg i folketinget mødtes de med Folketingspolitikere fra både opposition og regeringsparti. undervisningssordfører for de Radikale Lotte Rod talte med dem om udfordringerne på uddannelsesområdet.
 
"Vejlederne fra Aabenraa er vigtige i mit arbejde som undervisningsordfører. Jeg har brugt flere af dem som sparringspartner gennem forskellige forhandlinger, og nu kan de være med til at fortælle mig, hvordan loven så virker i virkeligheden. De ser jo hver dag, hvad der virker og hvad der ikke virker - og er dermed med til at gøre mig klogere," siger Lotte Rod.
 
Efter at have overværet folketingets spørgetime viste Venstre lokale folketingsmedlem Ellen Trane Nørby gruppen  rundt på Christiansborg og svarede på spørgsmål. Ellen Trane Nørby fortalte under rundvisningen også om arbejdet i Folketinget og udvalgene.
 
"Det er vigtigt for mig at have en god dialog med de mennesker som vores lovgivning påvirker, uanset om det er erhvervslivet eller uddannelsesinstitutioner. Uddannelsesområdet er et vigtigt område. Her former, danner og ruster vi de unge til fremtidens udfordringer. Vi ved, at uddannelsesvejledningen er afgørende for mange af de unge fordi valg af uddannelse påvirker resten af ens tilværelse," udtaler Ellen Trane Nørby og tilføjer
 
"Jeg var glad for dialogen med uddannelsesvejlederne og jeg er sikker på, at de også fik viden og historier med hjem til Aabenraa som man ikke kan se i fjernsynet," slutter Ellen Trane Nørby.

Publiceret 10 May 2015 11:00