I denne uge kan man komme helt tæt på et vaskeægte F-16 fly i Universe. (Modelfoto)

I denne uge kan man komme helt tæt på et vaskeægte F-16 fly i Universe. (Modelfoto)

Universe går i luften

Oplev en ægte F-16 jager og en sværm af svævende modelfly, når oplevelsesparken Universe i denne uge går i luften

Med en topfart på 2000 km/t, eller to gange lydens hastighed, er det sjældent, man har mulighed for at nærstudere de danske F-16 jagerfly.
Men når Universe holder flydage fra den 14. til 17. maj, kan alle gæster komme helt tæt på et ægte eksemplar.
”Flyet fylder faktisk hele 15 gange 15 meter, så det har krævet lidt logistiske krumspring at få det på plads i parken. Men det har været det hele værd, og jeg kan godt garantere, at det er et imponerende syn,” fortæller Pia Bech Mathiesen, adm. direktør i Universe.
F-16 flyet præsenteres af Flyvevåbnets Historiske Samling, der står for at restaurere militærhistorisk udstyr, og medlemmerne har en uudtømmelig viden om de flotte fly, som de hellere end gerne deler ud af.

Bliv flymekaniker

Skulle man selv få lyst til at arbejde med F-16 flyene, byder flydagene også på gode muligheder for at tale job.
Flyvevåbnet søger altid dygtige flymekanikere til at holde F-16 jagerne sikkert i luften. Hvis man er interesseret, vil der også være mulighed for i løbet af de fire dage at få en snak om, hvad jobmulighederne er inden for flyvevåbnet.

Modeller i luften

At bygge et rigtigt modelfly er en videnskab. Det kræver fingerfærdighed, præcision og en indgående viden om aerodynamiske konstruktioner. Når RC Parkens Modelflyveklub giver opvisning i Universe, får gæsterne lejlighed for at opleve manøvredygtige fly og kunstflyvning i særklasse.
”Der er lagt dage, uger og måneder i hvert eneste fly for at få både design og konstruktion på plads. For modelfly-entusiasterne er det ikke bare en hobby men en passion, og det bliver tydeligt, når man ser opvisningen,” siger Pia Bech Mathiesen.

Publiceret 10 May 2015 09:30