SuperBrugsen i Høruphav på Als er nu blandt de godt 20 supermarkeder, der kan kalde sig fjernvarmeleverandør til de omkringliggende borgere.

SuperBrugsen i Høruphav på Als er nu blandt de godt 20 supermarkeder, der kan kalde sig fjernvarmeleverandør til de omkringliggende borgere.

Kølesystemet leverer samtidig varmen

SuperBrugsen i Høruphav på Als kan med sit nye køleanlæg nu også kalde sig fjernvarmeleverandør

Af
Af Svend Mikael Larsen

Godt 20 danske supermarkeder afleverer deres overskudsvarme til fjernvarmenettene - nu også i Høruphav på Als. Med den nye investering kommer SuperBrugsen til at gøre en stor forskel for miljøet, da varmegenvindingen sparer miljøet for CO2-udledning.
”I øjeblikket ser vi muligheder i, at kølesystemer ikke kun i Danmark men mange steder i verden bliver en integreret del af det distribuerede fjernvarmenet. Det betyder, at et supermarked eller for eksempel et slagteri med et stort køleanlæg, eller i princippet alle med et større køleanlæg, går fra at være forbruger til også at være energileverandør. For få år siden var den store nyhed, at man kunne anvende den varme side af køleanlæggene til at holde supermarkederne varme. Den teknologi bliver i dag brugt i de fleste nye supermarkeder, men nu kan disse supermarkeder også levere varme til de nærmeste privatboliger,” fortæller Danfoss ingeniør Torben Green, der har været med til at udvikle løsningen i Høruphav.
”Det er lidt dyrere at etablere løsningen i ældre butikker, men alle nye supermarkeder burde genanvende overskudsvarmen fra køleanlægget til fjernvarme. Det er meget billigere, når det bliver etableret fra start i forbindelse med opbygningen af en ny butik, og så er der virkelig meget at spare,” tilføjer Torben Green.

Godt for miljøkontoen

SuperBrugsen i Høruphav sparer i forvejen over 200.000 kroner på gasregningen om året og reducerer CO2-udledningen med 34 procent ved at bruge overskudsvarmen fra køleanlægget til varmt vand til f.eks. rengøring, og med den nye fjernvarmetilkobling får SuperBrugsen så yderligere en indtægtskilde ved at sælge fjernvarme til forbrugerne fra Sønderborg Fjernvarme.
”SuperBrugsen har fået en meget miljøvenlig løsning, der fint matcher deres grønne profil med varmegenvinding og solceller på taget, og så kan investeringen tilbagebetales i løbet af kun et år,” siger Torben Green.

Forsyner 16 privatboliger

At Sønderborg Fjernvarme nu aftager overskudsvarme fra SuperBrugsen i Høruphav er helt i tråd med deres vision om at distribuere og udbrede miljøvenlig fjernvarme.
”Beregningerne viser, at overskudsvarmen fra SuperBrugsen årligt vil kunne forsyne 16 såkaldte standardejendomme på 130 kvm. Projektet er forløbet godt i tæt samarbejde med såvel Danfoss som SuperBrugsen,” oplyser afdelingsleder Jan Due Kristensen fra Sønderborg Fjernvarme.
Den største udgift til at etablere fjernvarme er udgravningen til fjernvarmerørene og så skal der købes en pumpe. Resten klarer køleanlægget.
Løsningen i Høruphav er udviklet i samarbejde med Kellmanns VVS & Blik, Vojens Køleteknik, Sønderborg Fjernvarme, CLEAN og Danfoss.

Publiceret 11 May 2015 08:00