Solhjulet indvies tirsdag den 12. maj.

Solhjulet indvies tirsdag den 12. maj.

Nu skal Solhjulet indvies

Tirsdag den 12. maj indvies Gives nye, og tolv meter høje, vartegn: Solhjulet

Af
Jørgen Flindt

Den er ved at være på plads. Solhjulet. Et stort kunstværk inspireret af Danmarks - ja hele Europas ældste kendte hjul, som er 5000 år gammelt og fundet i Give. Men kunstværket er meget moderne, og er nu på plads ved rundkørslen ved Hjortsballe.
Give er en by fyldt med skulpturer, nærmeres bestemt står der 60 skulpturer rundt i byen, og bag de mange skulpturer finder man foreningen Skulpturby.dk, der også har været primus motor på at få det tolv meter høje 'Solhjul' gjort til en realitet.
Den 12. maj indvier borgerne så 'Solhjulet'. Den store skulptur er placeret ved en af indfaldsvejene, nærmere bestemt i rundkørslen ved Hjortsballe, og det høje hjul kan ses af forbipasserende på motorvejen mellem Vejle og Herning.
Solhjulet er den første af i alt tre store planlagte skulpturer, som skal pryde tre indfaldsveje til Give.
Solhjulet er udført af kunstneren Bo Karberg og er inspireret af et 5000 år gammelt skivehjul fra sen bondestenalder, som blev fundet i Pilkmosen ved Give i 1948. Solhjulet hælder svagt, så det ser ud, som om det kører rundt. Inde i midten af hjulet er et blomster-agtigt felt af svævende glasplader i en gitterkonstruktion af rustfrit stål. Gitteret er inspireret af glaspyramiden ved Louvre i Paris.
“Vi vil gerne skabe forståelse for kunstens store betydning og give både borgere og turister nogle værdifulde kunstneriske oplevelser. Og hvem vil ikke gerne besøge eller bo i en by, hvor der er liv og atmosfære, og hvor der er en fælles vilje til at gøre byen til et interessant og godt sted at være,” siger formanden for Skulpturby.dk, Flemming Holm, i en pressemeddelelse.
Solhjulet indvies klokken 14.

Publiceret 11 May 2015 06:00