Ny KD-kandidat i Fredericia-kredsen

Journalist Henri Nissen bliver ny folketingskandidat for Kristendemokraterne i Fredericia-kredsen. Han afløser Ruth Fibiger, som trak sig efter sidste folketingsvalg. Henri Nissen er også opstillet i Koldings to valgkredse. Han var spidskandidat til Regionsvalget og opnåede ved valget flest stemmer blandt kandidaterne, næsten 2.000.
Henri Nissen er til daglig redaktør for den kristne ugeavis Udfordringen og han har tidligere arbejdet på Christiansborg som pressesekretær for KD, da partiet var med i Firkløverregeringen. Nu håber han og partiet på et come-back efter at det har tabt de seneste valg.
“Det er jo tydeligt, at Folketinget har manglet de kristne holdninger, som vi står for,” siger Henri Nissen.
“Mest alvorligt er det, at Manu Sareen påduttede Folkekirken et vielsesritual for mennesker af samme køn, som er klart i strid med kirkens grundlag. Det er et overgreb imod trosfriheden, som ikke burde ske i et demokratisk land. Samfundet kan indrette sig, som man vil, men man skal ikke blande sig i kirkernes indre forhold.”
Også på andre områder præges den offentlige debat af fjendtlighed overfor de kristne normer, mens man samtidig ikke tør gå op imod det voldelige element i islam, mener Henri Nissen.
“Det er ateisterne og de kulturradikale, der har fået magten i de fleste partier. De tror, vi skal bekæmpe islam ved at udrydde al religion. Men kristendommen er så forskellig fra islam som dag og nat, og de kristne værdier om næstekærlighed, retfærdighed og anstændighed er det bedste bolværk – både imod islam og imod den normløshed og meningsløshed, som præger Danmark.”
 
Henri Nissen taler ved et møde på Soldaterhjemmet i Fredericia, Treldevej 99, den 18. maj klokken 19.30.
Alle er velkomne.

Publiceret 11 May 2015 11:00