Bestyrelsesformand i Arwos, Jan Riber Jakobsen.

Bestyrelsesformand i Arwos, Jan Riber Jakobsen.

Tak! Grøn rekord er dit fingeraftryk på fremtiden

Den 20. maj inviterer Arwos til årets åbne generalforsamling. Jeg glæder mig til at hilse på interesserede borgere. Resultaterne på den grønne bundlinje for 2014 er nemlig så flotte, at jeg vil benytte anledningen til at sende et kollektivt skulderklap til Arwos' kunder. 
Mens regeringens ressourcestrategi siger, at vi i 2022 skal genanvende 50 procent af en række affaldstyper, kan vi i Aabenraa allerede bryste os af, at vi – med netop disse grupper af affald - er oppe på imponerende 42 procent. Et tal man på landsplan skønner til 22 procent.
Aldrig før har vi i Aabenraa kommune genanvendt så meget af vores affald. Ser vi på den samlede affaldsmængde, får hele 61 procent af alt affaldet fra genbrugsbeholderne og pladserne nyt liv.
De flotte tal er en kombination af to årsager: I bliver stadig bedre til at affaldssortere, og Arwos får flere muligheder for at håndtere affaldet på en mere miljøvenlig måde.
Eksempelvis er Arwos i 2014 begyndt at frasortere gamle toiletter og badeværelsesfliser. I stedet for at grave det glaserede skidt ned på deponiet, bliver det nu brugt til bygningselementer. Et enkelt, men vigtigt skridt på vejen.
Nok er resultaterne imponerende, men de er ikke en sovepude. Arwos har øjnene sikkert rettet mod fremtidens mål og løsninger, men husk på at klappe dig selv og din nabo på skulderen:
Hver af jeres bidrag er uundværligt og et solidt fingeraftryk på fremtiden!

Publiceret 11 May 2015 10:51