Storebror Christian Wolf tv. og lillebror Nicolaj Wolf er fremtidens stjerner i HBC.

Storebror Christian Wolf tv. og lillebror Nicolaj Wolf er fremtidens stjerner i HBC.

DM-succes til brødrene Wolf

To af Hvidovre Badminton Clubs mest lovende spillere, brødrene Nicolaj og Christian Wolf, var tæt på at stryge helt til tops ved weekendens individuelle danske mesterskab

BADMINTON:  Selv om Nicolaj Wolf kun er førsteårs U15-spiller, og selv om han ikke havde opnået en seedning i turneringen, så lykkedes det alligevel for stortalentet at returnere til HBC-hallen med en overraskende sølvmedalje i herresingle.

Af
sport@hvidovreavis.dk

- Og det vel at mærke efter en stribe marathon-kampe, der blot var med til at understrege, at Nicolaj Wolf ikke bare er teknisk fantastisk, men også er i overdådig fysisk form, oplyser Carsten Werge fra klubben. - Lodtrækningen havde ellers ikke ligefrem været venlig ved den 13-årige HBC’er, for allerede i første kamp ventede den bundseedede Jonas Jæger fra Lillerød. Ingen tvivl om at sjællænderen havde kalkuleret med en finaleplads, men efter mere end en times fight måtte Jæger strække gevær. Nicolaj Wolfs sejrscifre lød på 21-23, 21-15, 21-19 i en de absolut mest seværdige kampe ved DM overhovedet. Siden faldt andre favoritter på stribe for Wolf, der i særdeleshed satte tingene på plads i sin semifinale mod Mads Sørensen fra ABC Aalborg med cifrene 21-8, 21-14... - To sæt var også nok i finalen, men desværre faldt de ud til Viby-spilleren Mads Muurholms fordel, da han snuppede DM-guldet med en sejr på 21-17, 22-20... - Ærgerligt for Nicolaj Wolf, sølvvinder i U13 herresingle sidste år, men stævnet i Vejen dokumenterede, at HBC har en yderst interessant profil undervejs. En spiller, der altså også i næste sæson kan spille i U15... - Mens Nicolaj Wolf brillerede i herresingle, var hårdtslående Christian Wolf med i medaljekampen i U19 herredouble sammen med Solrød-makkeren Jeppe Bay. De indledende kampe blev klaret ganske overbevisende, men i semifinalen mod de nykårede europamestre, Joel Eipe/Alexander Bond, Gentofte/Solrød, var der kun spænding om udfaldet i 1. sæt, og derfor måtte Christian Wolf og makkeren “nøjes” med et sæt bronzemedaljer... HBC har igennem se seneste sæsoner satset hårdt på at skabe elitespillere på ungdomssiden, klubben var derfor talstærkt repræsenteret ved sæsonens DM, og udover brødrene Wolfs succes skal det også nævnes, at den kun 11-årige Mette Werge blot var en enkelt sejr fra at få en medalje med hjem i U13, mens Tobias Rhein Larsen i samme årgang spillede sig blandt de 16 bedste i single.

Publiceret 12 May 2015 08:00