Transportvirksomheden Johannesen ved prisoverrækkelsen.

Transportvirksomheden Johannesen ved prisoverrækkelsen.

De blev Årets Transport-virksomhed 2015

Forleden blev vognmandsvirksomheden Johannesen Kran & Maskintransport ApS med adresse i Hvidovre kåret som Årets Transportvirksomhed 2015.

Kåringen skete i Herning, da brancheorganisationen for de danske vognmænd, DTL, holdt generalforsamling. Sejren kom i hus gennem dels en afstemning på Facebook, dels en sms-afstemning.

Optimering blev vejen til sejr

Johannesen Kran & Maskintransport har specialiseret sig inden for kran-området og råder over 30 moderne kranbiler. Kunderne findes inden for materieludlejning, maskin- og medicinalindustrien samt smedefirmaer. Firmaet beskæftiger 40 ansatte, hovedparten som egentlige chauffører, samt to egne mekanikere, der servicerer vognparken. Udover afdelingen i Hvidovre med al administration er der afdelinger i Esbjerg og Fredericia. Jens Johannesen er 4. generation som vognmand i en ubrudt kæde af familiemedlemmer, der har drevet virksomheden siden 1931, og 5. generation er på vej ind, så også fremtiden er sikret. Optimeringspolitikken er at være konstant bevidste om, hvor og hvordan virksomheden bedst kan anvende sine ressourcer. Ikke mindst det selvbærende princip i de to jyske forretninger et væsentligt element. Nyere køretøjer, der er udstyret med informationssystemer om brændstoføkonomi, bruges som nyttig informationsindsamling. Ud over æren kan virksomheden glæde sig til en tur til Rom sponsoreret af Bridgestone samt en markedsføringspakke, der skal hjælpe virksomheden med at nå bredt omkring med den gode historie.

Om konkurrencen

Årets Transportvirksomhed afvikles af brancheforeningen DTL-Danske Vognmænd i samarbejde med Codan, Scania, Bridgestone, VBG og SOS Dansk Autohjælp. I 2015 er det 12. gang, at kåringen finder sted. De to øvrige virksomheder i finalen var Thisted Kloakservice, Thisted og Bjarne Pedersen & Søn, Hjerm.

Publiceret 12 May 2015 08:00