Holdet, som de så ud, da de blev indstillet til Lokalavisens Talentjagt. De brugte præmien på fire forløb med en sportspsykolog. Også i år uddeler Lokalavisen talentpriser: To på hver 25.0000 kroner.

Holdet, som de så ud, da de blev indstillet til Lokalavisens Talentjagt. De brugte præmien på fire forløb med en sportspsykolog. Også i år uddeler Lokalavisen talentpriser: To på hver 25.0000 kroner.

Håndbolddrenge gik videre med talentet

Sidste års vinder af Lokalavisens Talentjagt, håndbolddrengene fra Trelde GI, brugte prisen på en sportspsykolog

Af
Peter Friis Autzen

Det er ikke nok at gøre, som træneren siger. Der skal mere til.
Drengene fra Trelde GI's U14-hold, der sidste år vandt Lokalavisen Fredericias talentpris, har brugt de 12.500 præmiekroner på et sportspsykologisk forløb, der har givet dem endnu bedre greb om vindermentalitet og de mange andre psykologiske aspekter og udfordringer, de står overfor.
“Talentjagten handler jo om talentudvikling. Og vi var enige om, at der er mere talentudvikling i sådan et forløb her, end i at købe et par nye gummisko,” siger træner Keld Vestergaard.
Forløbet med sportspsykokolog Nicklas Pyrdol gav drengene en hel del at tænke over. For eksempel noget om altid at få 10 timers søvn, at lave lektierne ved førstkommende lejlighed og at lægge sin egen udviklingsplan.
Nicklas Pyrdol kendte ikke til holdet eller Trelde, inden han mødte dem i hallen.
“De satte mig hurtigt på plads: Engagerede, seriøse, refleksive. De kunne og ville noget med det her. Jeg var imponeret og glad,” skriver han på Ubold.dk.

Fokus i et ungt liv

Trelde GI U14-holdet er nu en del af holdfællesskabet Fredericia-Trelde U16.
“De er i en alder, hvor der kommer meget andet ind i livet end håndbold. Det skal man kunne håndtere: Et bredt liv, og også et liv med modgang både på og udenfor banen,” siger Keld Vestergaard.
Under en snak om motivationsfaktorer satte en af drengene rammende ord på en af udfordringerne for de store knægte.
“Han fortalte, at han kunne blive distraheret, hvis der var en sød pige blandt publikum. Så ville han gerne gøre det godt på banen,” siger Keld Vestergaard og kan ikke lade være med at smile.
Holdets mange resultater vidner om et effektivt trænerarbejde. Men den sportspsykologiske viden er noget, man må købe sig til udefra. Og det glæder både drengene og deres træner sig over at have gjort.
“De er blevet klædt på til at håndtere modgang. Hvad gør man, hvis man sendes ned på 2. holdet, eller hvis man brænder et skud på mål, eller hvis man taber en kamp? Og hvordan sætter man sig personlige mål - ud over det træneren siger? Den slags. Og det kan man tage med sig udenfor banen og bruge resten af livet,“ siger Keld Vestergaard.

null

Publiceret 12 May 2015 11:45