Avedøres forsvar er ofte velorganiseret. Mod Holbæk var det ingen undtagelse. 

Avedøres forsvar er ofte velorganiseret. Mod Holbæk var det ingen undtagelse. 

Kæmpede sig til medgang

Under voldsomt pres og med kun 10 mand sikrede Avedøre sig en nulløsning

FODBOLD: Der var ingen tvivl om, at Holbæk var det bedste mandskab, da Avedøre i lørdags tog imod. Bortset fra 10 minutter stod der Holbæk på det meste. At Avedøre så alligevel holder nullet og tager et point med, er bare utrolig flot og vidner om, at trænerteamet Jan Christensen og Claus “Buller” Clausen har gjort et fantastisk stykke arbejde. Et nederlag i 14 kampe siger vel alt.

Af
ebo@hvidovreavis.dk

Det blev mere op ad bakke efter 10 minutters spil af 2. halvleg, hvor indskiftede Simon Duer modtog sit andet gule kort.
- Problemet er, at jeg giver dommeren mulighed for at give mig kortene, og det skal jeg bare ikke, lød det fra en trist Simon Duer.
- Men jeg har det svært i de situationer, og jeg er nok den, der ærgrer mig mest og samtidig glæder mig mest, når holdet så alligevel får point...
Træner Jan Christensen: - Simon Duers handlinger er tåbelige. Det første gule kort er tvivlsomt, da dommeren fløjter sent og samtidig med, at Simon Duer sparker på mål. Det andet gule kort er utilgiveligt og dumt. Han er så rutineret en spiller, så han bør vide, at han skal passe ekstra på og undlade det satsede spil. Det gule kort var helt rimelig dømt, men Simon skulle aldrig have givet ham muligheden...
- På den anden side er jeg uhyre tilfreds med holdets defensiv. “Fort Knox” gjorde det bare igen. Holbæk havde nogle meget gifte dødbolde, som voldte os problemer i starten, og så havde de trods stor overvægt i spillet kun et skud på mål, som Tobias Nannestad reddede sikkert. At holde et så godt spillende hold fra fadet er imponerende. Stor defensiv kamp af hele holdet med Niklas Myhrmann og Toke Svendsen i centerforsvaret i særklasse. Men de gør det jo ikke alene. Hvis spillere som Christian Thorup, Patrick B. Andersen og Magnus Romme Larsen ikke leverer på midten, så vil forsvarets opgave være meget sværere. Hatten af for deres individuelle præstationer...
- Angriberne havde en svær dag, fordi vi ikke fandt løsninger mod Holbæks forsvar. Det blev til et par afslutninger, der ikke voldte Holbæk problemer. Vore dødbolde er altid farlige, men de havde ikke den snert, der gjorde rigtig ondt på Holbæk...
- Vi spiller hele tiden nøglekampe. På lørdag går turen til Rishøj, og det bliver også svært. Det gør det hele tiden, men vi kommer med fire kampe, hvor der ikke er blevet scoret mod os, og det giver selvtillid. Kan vi så overraske med et par gode omstillinger eller et par farlige dødbolde, så vil det være optimalt... 

Publiceret 12 May 2015 08:00