Man kan se børnenes kunstudstilling på Hovedbiblioteket.

Man kan se børnenes kunstudstilling på Hovedbiblioteket.

Kunst gør børn kloge!

Børnebiblioteket på Hovedbiblioteket lægger rum til kunstudstillingen ”Mig og mine venner”

I går mandag var der ekstraordinært meget liv på børnebiblioteket - helt fra morgenstunden! Anledningen var en flot fernisering på kunstudstillingen “Mig og mine venner”, som børn og voksne fra otte af kommunens selvejende institutioner har samarbejdet omkring.

Udstillingen blev officielt åbnet af Palle Woss Petersen - direktør hos Landsorganisationen Danske Daginstitutioner. Sammen med de små glade kunstnere og deres voksne var også borgmester Helle Adelborg mødt op for at overvære den festlige fernisering. - Projektets idé er blandt andet at sætte fokus på venskaber - også på tværs af institutionerne, udtaler souschef Carsten Sørensen fra Strandmarkens Børnehave. Den fælles inspiration til kunstprojektet har Børnehavehuset Brostykkevej 23 stået for, men alle institutioner har talt og læst om venskaber dette forår. Den gode snak i børnehaverne er blevet omsat til kunst - og alle de bedste kreative idéer sat i spil. Resultatet af de fælles anstrengelser er blevet lidt klogere børn og en ualmindelig flot og farverig udstilling! Udstillingen består bl.a. af fine selvportrætter malet med akvarel, en smuk hånd-collage, flot malede sten og sjove figurer af grydesvampe. Biblioteket er som bekendt et værdsat mødested for både børn og voksne og dermed også et sted, hvor nye venskaber opstår. Nu kan både børn og voksne sammen nyde den fine udstilling og måske låne bøger om både venskaber og kunst med hjem. Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid i børneafdelingen på Hovedbiblioteket, Hvidovrevej 280 til og med torsdag den 28. maj, og alle er velkomne!

Publiceret 12 May 2015 08:00