Af Ole Adrian Sørensen

Af Ole Adrian Sørensen

Tiltrængt renovering

Med jævne mellemrum har redaktionen på Hvidovre Avis igennem årene fået henvendelser fra beboere i Boligselskabet Friheden. Ganske ofte har henvendelserne drejet sig om fugt, vandskader og skimmelsvamp. Boligselskabet Frihedens afdeling I består af 1.170 lejemål. Afdelingen har siden 2006 - hvor der blev monteret varmemålere - haft et stigende antal boliger med skimmelsvamp. Så sent som i sidste måned kunne vi her i avisen to uger i træk berette om to forskellige familier, der i deres lejligheder var stærkt plaget af skimmelsvamp. De to lejligheder er ikke placeret i den samme boligblok - så der er ingen tvivl om, at blandt andet skimmelsvamp er et problem, der trænger sig på i Friheden. Men heldigvis er der lys forude for de mange beboere i de næsten 1.200 lejemål. Om godt 14 dage tages der nemlig hul på en “extra-large” renovering af Friheden I. Den enorme renovering, der nu går i gang, har ingen umiddelbar sammenhæng til artiklerne her i avisen om skimmelsvamp og andre problemer. Der har nemlig meget længe været arbejdet på en ny og gennemgribende helhedsplan for Friheden I. Og da de sidste godkendelser netop er faldet på plads fra Landsbyggefonden og Hvidovre Kommune, betyder det, at renoveringen nu kan sættes i gang efter planen. Hele den enorme renovering forventes først at være færdiggjort i løbet af 2019. Der er afsat næsten 800 mio. kr. til projektet og der er ikke tvivl om, at det samlede byggeri i løbet af de næste fire år vil ændre udseende. Friheden trænger både indvendigt og udvendigt til en gennemgribende facelift. De mange beboere kommer i de kommende år til at opleve byggerod, byggelarm og besværligheder. Men det bliver besværet værd og boligerne i Friheden bliver opgraderet til nutiden.

Publiceret 12 May 2015 08:00