Stangtennis er et af tilbuddene på Gasværksgrunden. Foto: Lars Saugbjerg

Stangtennis er et af tilbuddene på Gasværksgrunden. Foto: Lars Saugbjerg

Gasværksgrunden:

Nu kan du låne redskaber gratis

Fredericia Kommune har netop åbnet en grejbank, der skal lokke endnu flere til pladsen

Af
Lars Saugbjerg

Trods det våde vejr, er det nogle glade børnestemmer, der runger på Gasværksgrunden. Stedets nye grejbank er netop åbnet, og med iver kaster ungerne sig over de forskellige redskaber.
“Jeg er vild med stangtennis.” “Årh, fedt - der er skateboard.”
Fredericia Kommune har fyldt grejbanken med rekvisitter, som er frit tilgængelig fra klokken 8-21 alle ugens dage. I budgettet er der cirka 25.000 kroner til udstyr, som spænder over alt fra hulahopringe, hockeystave og bolde - til ketsjere, løbehjul og waveboard. Pladsen har også fået otte nye bord/bænkesæt.
Aktivitetsmedarbejder hos Kultur, Idræt & Turisme i Fredericia Kommune, Kenn Johnsen, er sikker på, at tingene bliver afleveret tilbage efter brug.
“Det er børnenes eget ansvar. Den som låner, leverer også tilbage. Det stoler vi på, at de kan,” siger Kenn Johnsen, der konstaterer, at Gasværksgrunden ikke har haft problemer med hærværk i meget lang tid.
“De unge føler, at rammerne er i orden, og at der er en god grund til at behandle tingene ordentligt.”
Liv på pladsen
Gasværksgrunden er en af Fredericia midtbys 'arenaer', og kommunen går målrettet efter, at de unge skal tage ejerskab.
“Grejbanken er ikke bare en happening. Vi vil gerne gøre mere for, at der er liv på pladsen året rundt - og grejbanken er med til at skabe et attraktivt indhold. Den skaber liv på pladsen, og når der er liv, får man lyst til at være her,” lyder det fra Keld Vestergaard, idrætschef i Fredericia Kommune.
Alle skoler i Fredericia kan benytte grejbankens redskaber i skoletiden.
“Forhåbentlig får eleverne smag for det, så de også kommer herned med kammeraterne efter skole. Når man kan få lov til at dyrke sport som barn, hænger det gerne ved. Måske hele livet. Det er godt og sundt," konstaterer Kenn Johnsen.
 

Gasværket i Fredericia blev åbnet helt tilbage i 1866, og den gamle Gasværksgrund var i flere år en forurenet giftgrund. I dag er grunden forvandlet til en fantastisk 7.500 kvadratmeter stor plads i midtbyen med udendørs idrætsfaciliteter til Fredericias borgere.

Publiceret 12 May 2015 06:00