Randers:

Sikkerhedsprocedurer indskærpet efter fem-årig blev efterladt alene i institution

Af
Henriette Klausen

I sagen hvor en fem-årig pige fra Børnehuset Gl. Jennumvej i går var alene på legepladsen efter, at institutionens personale havde lukket institutionen, bliver sikkerhedsprocedurerne nu indskærpet.
En gennemgang af forløbet har vist, at det skyldtes en menneskelig fejl, at pigen ikke blev opdaget, da institutionen blev lukket.
Børnechef Dorte Brøns oplyser i en pressemeddelelse at hun nu har indskærpet sikkerhedsreglerne.
Børnehuset Gl Jennumvej blev i går lukket af 2 pædagoger og en pædagogisk medhjælper, som tjekkede alle rum og legeplads og det elektroniske ind- og udtjekningssystem, og ikke så pigen.
I det digitale system stod pigen ved en menneskelig fejl som afhentet.
Pigen var alene i cirka 20-30 minutter hvorefter hun blev genforenet med sin far.

Publiceret 12 May 2015 15:24