(Foto: Region Sjælland).

(Foto: Region Sjælland).

Bedre parkeringsmuligheder på Roskilde Sygehus

PARKERING: Skal du på sygehuset, har du sikkert prøvet at lede efter en parkeringsplads. Det bliver nemmere i fremtiden, fremgår det af ny parkeringsstrategi fra Regionsrådet i Region Sjælland.
Bedre skiltning, tidsbegrænset parkering, parkeringstilladelser og parkeringskontrol er tiltag, som skal afhjælpe nogle af de udfordringer, patienterne møder på Region Sjællands sygehuse. På Roskilde Sygehus kender patienter og pårørende i forvejen til tidsbegrænsede pladser og parkeringskontrol, men den nye parkeringsstrategi har især akutte, ambulante og handicappede patienter i tankerne.
- Vi ved, det kan være svært eller uoverskueligt at finde en parkeringsplads på sygehuset. Vores fokus er lige nu på de patienter, der har mest brug for det. Med de nye tiltag forventer vi, at det bliver lettere for patienterne at finde en ledig plads, men på grund af de perspektiver der ligger i sygehusplanen, giver det ikke mening at anlægge en ny p-plads eller et parkeringshus på nuværende tidspunkt, siger driftschef Johnny Lyngård Petersen, Roskilde og Køge sygehuse.
Sygehuset har i dag cirka 1.100 p-pladser, men det samlede behov er vurderet til godt 1.200. En rapport om parkeringsforholdene på Region Sjællands sygehuse viser dog, at det bliver bedre i fremtiden.
Om fem år forventes sygehuset at have behov for langt færre pladser, og forklaringen findes blandt andet i ændringen af sygehusets behandlinger til primært at varetage ambulante behandlinger, som optager p-pladser i kortere perioder. Disse ændringer sker primært som en konsekvens af samlingen af funktioner på Universitetssygehuset i Køge i 2020.
Indtil da forventer Roskilde Sygehus, at de nye tiltag vil hjælpe på parkeringsmulighederne. Alle Region Sjællands sygehuse indfører tiltag, så sygehusenes parkeringspladser optimeres og tilgodeser de patienter, der har brug for det.
pm

Publiceret 13 May 2015 14:00