Elbokøkkenet tilbagekalder mad hos 1000 ældre

Det fælleskommunale køkken Elbokøkkenet fandt i sidste uge spor af listeria i deres egenkontrol. På baggrund af prøver i køkkenet, har Fødevarestyrelsen udstukket nye retningslinjer for holdbarhedstiden for retter produceret i køkkenet, der nu har en holdbarhedstid på fem dage. Elbokøkkenet tilbagekalder derfor alle retter, der er produceret inden den 9. maj.
 
Hjemmeplejen i Kolding, Fredericia, Middelfart og Haderslev Kommuner henter i dag alle retter, der er produceret i Elbokøkkenet før 9. maj. Det sker på grund af nye anvisninger fra Fødevarestyrelsen om en holdbarhed på fem dage på færdigproducerede retter.
 
I sidste uge fandt Elbokøkkenets egenkontrol spor af bakterien listeria i fødevarer, der ikke var sendt ud til borgerne endnu. Nye prøver foretaget af Fødevarestyrelsen har vist spor af listeria ved en gulvrist og i et afløb. Der er ikke på nuværende tidspunkt fundet spor af listeria i de prøver Fødevarestyrelsen har taget i resten af køkkenet eller maden.
 
”Vi er meget kede af de gener, det giver vores kunder, at vi henter maden. Vi prioriterer fødevaresikkerheden meget højt, og derfor henter vi den mad, vi har leveret til borgerne, som er produceret inden 9. maj. Vi har hele vejen gennem forløbet arbejdet sammen med Fødevarestyrelsen og vi følger deres anvisninger,” siger bestyrelsesformand i Elbokøkkenet, Kaj Johansen.
 
De cirka 1000 berørte borgere i de fire kommuner får i dag leveret ny mad som erstatning for den, der bliver hentet. Ligesom hjemmehjælpen vil være behjælpelige, såfremt køleskabet skulle være tomt. Den mad, der bliver leveret i dag, er produceret i denne uge, og har fået den nye holdbarhedsmærkning på fem dage. I alt er omkring 1000 borgere i de fire kommuner berørte.
 
Elbokøkkenet har i weekenden rengjort og desinficeret køkkenet efter Fødevarestyrelsens anvisninger og har i hele forløbet været i dialog med dem om håndteringen af dette tilfælde af listeria. Grundig rengøring kombineret med den nedsatte holdbarhedstid gør, at risikoen for smitte med listeria minimeres.

Publiceret 13 May 2015 18:00