Lokalavisens fotograf og Torsten Ussing er i gang med at tage artiklens andet foto, mens Panomera-kameraet filmer på knap 150 meters afstand. Lige til højre for Torsten Ussing fornemmes sammenfletning af billeder fra to af kameraets linser. Og yderst til højre ses hele kameraets synsfelt, som brugeren kan panorere rundt i - og zoome ind i - uden at miste overblikket.

Lokalavisens fotograf og Torsten Ussing er i gang med at tage artiklens andet foto, mens Panomera-kameraet filmer på knap 150 meters afstand. Lige til højre for Torsten Ussing fornemmes sammenfletning af billeder fra to af kameraets linser. Og yderst til højre ses hele kameraets synsfelt, som brugeren kan panorere rundt i - og zoome ind i - uden at miste overblikket.

Lokalt firma stiller skarpt på alle detaljer

Scanview A/S i Erritsø ved Fredericia har succes med en ny type overvågning med flere linser i ét videokamera

Af
Peter Friis Autzen

Videoovervågning har tidligere været noget med slørede, mørke og flimrende billeder. Og ofte har det ønskede motiv befundet sig udenfor billedet.
Men sådan behøver det ikke at være. Firmaet Scanview i Erritsø ved Fredericia er inde i en rivende udvikling. Især på grund af en ny teknologi, der giver mulighed for knivskarpe overvågningsbillder af endog meget store områder.
Selv i næsten total mørke kan systemet levere billeder med hidtil uset skarphed. Og det er populært hos kunder som DSB, lufthavne, byggeentreprenører og andre, der har brug for at overvåge et stort område effektivt.
Direktør Torsten Ussing er glad og stolt af teknologien, som han især nyder at demonstrere for skeptiske kunder.
“Når jeg sidder med professionelle vagtfolk og demonstrerer systemet, bliver de begejstrede. 'Hold da kæft, det er jo lige, hvad vi har drømt om' siger de som regel,” fortæller direktøren med et stort smil.

Fremgang og fremgang

Når potentielle kunder reagerer på den måde, er det ikke svært at sælge.
Og Scanview sælger da også til kunder i hele landet. Blandt de store kunder er DSB og lufthavnene i København og Billund. Og nu, hvor systemet er blevet anbefalet af UEFA til overvågning af fodboldstadioner, kan den slags meget vel komme i kundemappen.
Også fængsler viser stor interesse for systemet, fordi det kan overvåge et stort område i ét billede uden at gå på kompromis med detaljer, farver og dybdeskarpheden. Også i mørke.
“Vi har lavet en prøveoptagelse i så dybt mørke, at personerne på billedet ikke opdagede en hare, der blev angrebet af en ugle ti meter foran dem. Men på billedet var det helt tydeligt,” siger Torsten Ussing.

Torsten Ussing knap 150 meter fra et af systemets mindste kameraversion. Midt i den røde cirkel sidder Panomera-kameraet, der har taget artiklens andet foto.

Torsten Ussing knap 150 meter fra et af systemets mindste kameraversion. Midt i den røde cirkel sidder Panomera-kameraet, der har taget artiklens andet foto.

Flere billeder i ét

Systemet, det hele handler om, hedder Panomera og er fra den tyske producent Dallmeier.
Et klassisk overvågningskamera inderholder kun én linse og derfor er nødt til at vælge mellem for eksempel dybdeskarphed og lysfølsomhed.
Men Scanviews Panomera-system indeholder mellem fire og 21 linser i ét kamera. Hver linse fokuserer på én bestemt del af synsfeltet. En computer “fletter” så billederne sammen til ét stort billede.
“Det betyder, at billedet er lige så skarpt på 160 meters afstand som på fem meters afstand. Og man kan zoome ind i billedet - uden at miste hverken skarphed eller miste overblikket og optagelsen af resten af området. Det betyder, at vagterne på et fodboldstadion kan zoome ind på fire ballademagere på nederste tribune uden at overse et samtidigt slagsmål på øverste tribune,” siger Torsten Ussing.
Lokalt kunne systemet bruges til gågade-overvågning, hvis ellers det var lovligt.
“Faktisk kunne ét til to kameraer overvåge hele Gothersgade, så tyveri fra en tøjudstilling i den ene af gaden kunne afsløres med et kamera i den anden ende. Kun træer, baldakiner og andet, der spærrer synslinjen, kan forhindre skarpe billeder,” siger han.
Scanview har 16 medarbejdere og “ansætter, når ellers vi kan finde dygtige folk,” som Torsten Ussing udtrykker det.

Publiceret 13 May 2015 06:00