"Derfor skal vi bevare Beredskabet i Haderslev"

Af
Jesper Petersen MF for Socialdemokratiet

Flere argumenter for Beredskabscenter Sydjylland
Jeg besøgte for nylig Aabenraa Havn, og hørte om deres arbejde, muligheder for yderligere udvikling og deres ønsker om at forbedre adgangen til havnen. To dage efter fik også resten af Danmark nyt fra Aabenraa Havn. Desværre ikke om dens arbejdspladser eller betydning for virksomheder i området, men nyheder om et olieudslip ved havnen.
Lokalt mandskab blev sat ind og folk fra Beredskabscentret i Haderslev blev tilkaldt. Situationen kom under kontrol. Vi skal desværre ikke længere væk end til oktober sidste år for at finde det seneste eksempel på en truende forurening med olie ved havnen. Også her var det godt, at man ikke skulle helt fra Herning eller Nordjylland for at bistå med arbejdet ved havnen.
Når man påtænker, at vi i Syd- og Sønderjylland har flere af de havne, hvor der kan ske mest udvikling i de kommende år, men hvor der jo dermed også er risici for at få brug for beredskabet, så giver det blot endnu et argument for, at Beredskabsstyrelsen bør forblive i Haderslev, hvis der skal være færre centre i landet som følge af effektiviseringer på området.
Det kommer oveni de andre argumenter om blandt andet en god geografisk placering, at centret leverer varen og er ganske veldrevet, og at det har en vigtig sammenhæng med beredskabets uddannelsescenter i Tinglev. Argumenter jeg fortsat vil fremføre i diskussionerne om beredskabet i fremtiden.

Publiceret 14 May 2015 07:00