(Colourbox).

(Colourbox).

Lokalt firma hjælper Nepal

Søbogaard ved Borup samler penge til Gamcha Organic Guest House ved et arrangement i Borup Kino.

STØTTE: Søndag den 17. maj åbner Borup Kino for et ganske særligt arrangement.
Adgangsbilletten koster 100 kroner, og der vil blive mulighed for at købe blandt andet filtprodukter og træslips fra Nepal, lige som man vil kunne erhverve nogle af de kendte produkter fra Søbogaard og nyde cafémiljøet i den gamle biograf.
Alle penge går til støtte og genopførelse af Gamcha Organic Guest House i Kathmandu-dalen. For en del år siden besluttede Søbogaard at støtte aktiviteterne på Gamcha. Man har både beskæftiget sig med dyrkning af grønsager og udlejning af værelser.
De syv medarbejdere var med en stigende omsætning blevet i stand selv at kunne klare driften, da katastrofen ramte Nepal hårdt den 25. april.
Der blev oprettet en Nepal-gruppe kort efter katastrofen. Historien om Gamcha vil blive belyst klokken 19 til 21 i Borup Kino. Der vil være adgang fra klokken 18.
Poul Hansen fra Søbogaard var på besøg i Gamcha, da jordskælvet brød løs. Naturfotograf Ole Andersen boede under et seks ugers ophold i Nepal på Gamcha. Der vil blive vist billeder i professionel kvalitet.
Ole Andersen havde kun et par dage tilbage af opholdet og befandt sig på 2. sal under jordskælvet og nåede at fotografere, endnu mens jorden rystede. Han reddede både kameraer og billeder.
Samtlige tre huse blev på cirka 30 sekunder forandret til ruiner. På Gamcha overlevede alle, mens tabstallet for hele landet fortsat er stigende og omfatter flere tusinde mennesker. Det er det værste jordskælv i Nepal siden 1934.
mr

Publiceret 14 May 2015 10:00