Schweiziske Hélène Ramer i rebstige. (Pressefoto).

Schweiziske Hélène Ramer i rebstige. (Pressefoto).

Cirkus Baldoni er klar med ny herlig forestilling

Det lokale cirkus kan opleves fire gange i lokalområdet indenfor den næste måned

CIRKUS: De gamle gøgleres ordsprog kommer til rette, når man besøger i Cirkus Baldoni i Strøby Egede i Solgårdsparken lørdag den 30. maj kl. 15.00, Borup på Savværksgrunden søndag den 31. maj kl. 15.00 og Køge på Dyrskuepladsen fredag den 12. juni kl. 17.00 og lørdag den 13. juni kl. 15.00.
Her satses på smilet, atmosfæren og hele den lune stemning der gør det til et hjerteligt og humørfuldt besøg for hele familien.
Her lægges der vægt på nærheden og at tingene skal være i øjenhøjde for alle. Således er mottoet at ”forestillingen begynder når billetten købes”. De hyggelige gamle cirkusvogne, cirkusdirektøren der står i indgangen og byder folk indenfor, kioskpigen der også er cirkusprinsesse i manegen og klovnen der laver sjov med folk, når de kommer ind, alt sammen en stemning af at være tæt på det hele. Det er Cirkus Baldonis klare målsætning at det skal være et cirkus som man husker det fra gamle dage, blandet med nutidens teknik og scenekunst.
Cirkus Baldoni er ikke noget kæmpe cirkus, man kan næsten røre artisterne, når de udfolder deres kunstner på den hævede manege, som sikrer at alle kan se og når forestillingen er slut står alle artister og siger farvel til publikum.

Årets forestilling

Selve årets forestillingen i Baldoni er bygget op i en stil der hengiver publikum til gamle dage, til den forestilling man havde om cirkus, da man var barn. Det er derfor sjovt at gå i Cirkus Baldoni.
Der er den talende løve Leonardo, som præsenterer forestillingen med direktør Baldoni og den ustyrlig morsomme klovn Danilo, der altid er de faste ingredienser i en Baldoni forestilling.
Dertil er der engageret nøje udvalgte artister, som skal henvende sig til en bred aldersgruppe. Det er vigtigt at numrene ikke er for lange og artisterne udstråler at de elsker at optræde, samtidig med at de naturligvis skal have et højt artistisk niveau.
Til årets forestilling møder publikum artister fra Etiopien, Mongoliet, Rusland, Schweiz og naturligvis Danmark. Alle ved at etiopiske løbere er blandt verdens allerbedste og hurtigste, men ikke alle ved at de har et genetisk fortrin i deres kropsbygning, som gør dem superhurtige og udholdende.
Dette får publikum chancen for at opleve i et helt unikt ikarisk nummer, hvor den ene jonglerer rundt med den anden på fødderne med skrue og saltoer i et forrygende tempo.
Fra Mongoliet kommer et par vaskeægte slangemennesker der kan det umulige med deres kroppe, når de elegant snor sig om såvel sig selv som hinanden. Ruslands cirkustraditioner er kendt for kvalitet over hele verden og herfra skal man opleve en diabolojonglør på et-hjulet cykel og et henrivende nummer med en kvindelig artist og hendes fornøjede hund.
Fra Schweiz kommer en yndefuld artist og indtager luftens rum i både rebstige og svingende reb.
Det er med andre ord et meget alsidigt program Cirkus Baldoni præsenterer i år.
Billetter kan reserveres og købes på www.baldoni.dk eller på billet-tlf. 2086 6010 hverdage mellem kl. 9-14 samt på cirkuspladsen fra 1 time før forestillingen.

Vind to billetter

I samarbejde med Cirkus Baldoni giver Lørdags-Avisen læserne mulighed for at deltage i en læserkonkurrence om 6 x 2 billetter inkl. popcorn til én af de fire ovennævnte forestillinger i lokalområdet.
Klik ind på konkurrencekuponen andetsteds her på Lørdagsavisen.dk og læs mere og deltag i konkurrencen, der slutter onsdag den 20. maj kl. 12.00.
pm

Cirkusdirektør Baldoni med Løven Leonardo. (Pressefoto).

Cirkusdirektør Baldoni med Løven Leonardo. (Pressefoto).

Publiceret 15 May 2015 08:00