Jordan Wilson (8) er i karantæne - til gengæld er anfører Dennis Schmidt (69) klar igen efter at have afsonet en spilledags karantæne. (Arkivfoto: JCJ).

Jordan Wilson (8) er i karantæne - til gengæld er anfører Dennis Schmidt (69) klar igen efter at have afsonet en spilledags karantæne. (Arkivfoto: JCJ).

Fodboldgyser på Rishøj Stadion

Af
Per Møller

FODBOLD: Der står masser på spil, når Rishøj Boldklubs 2. Divisionshold lørdag den 16. maj kl. 15.00 tager imod Avedøre IF på Rishøj Stadion.
Der er ganske enkelt tale om en sang nedrykningsgyser - en "forbudt-for-børn"-kamp. Begge hold kæmper en hård kamp om at slippe væk fra nedrykningspladserne i 2. Division Øst.
Inden kampen ligger gæsterne fra Avedøre IF på rækkens 11. plads som udløser kvalifikationskampe mod nr. 11 i vestkredsen om forbliven i 2. Division. Avedøre IF har ét point op til de to foranliggende klubber, Holbæk B&I og B.1908. Rishøj indtager 12. pladsen - med fire points op til Avedøre IF.
- Ja, det er en sindssygt vigtig kamp for begge hold. Specielt for os, for hvis vi ikke napper minimum et point, ser det mere end svært ud må jeg sige. Vi skal simpelthen have alle tre points for at holde kontakt. Så enkelt er det, siger Rishøjs træner Thomas Skov.
Men nemt bliver det ikke mod et Avedøre-hold, som har klaret sig rigtigt flot over en lang periode. Holdet har således kun indkasseret ét enkelt nederlag - 0-2 hjemme mod rækkens suveræne førerhold FC Helsingør for en måned siden - ud af de seneste 13 kampe. De seneste fire kampe er der sågar ikke engang scoret mod holdet.
- Man må sige at de er stærkt kørende for tiden, men vi går på banen med oprejst pande og tror på at vi kan levere et godt resultat, og så håber vi at de lokale fodboldfans kigger ud på Rishøj Stadion og bakker op om holdet. Det er NU at vi har brug for al den support vi kan få, opfordrer Thomas Skov.
Rishøj led i lørdags et lidt uheldigt nederlag på 0-1 ude mod B.93 som dermed meldte sig ud af nedrykningskampen - i hvertfald for et stykke tid.
- Havde vi bare fået det ene med hjem fra Østerbro. Vi sad på det meste kampen igennem, og blev fire minutter før tid snydt for et klokkeklart straffespark for hands, siger Thomas Skov, der må se bort fra Jordan Wilson der er i karantæne.
Til gengæld er anfører Dennis Schmidt ude af karantæneboksen og klar til at spytte i næverne og gå forrest i en ganske givet drabelig affære på Rishøj Stadion.

Publiceret 15 May 2015 17:15